Polarforskeren Knud Rasmussen

Knud Rasmussen (1879-1933) var den største danske polarforsker i det 20. århundrede, i samme liga som Roald Amundsen og Fridtjof Nansen. Men i modsætning til de to nordmænd og andre ældre polarforskere var hans mål ikke at nå frem til de sidste hvide pletter på jordkloden, men til de mennesker, der boede længst mod nord. Det hang sammen med, at en ny tidsalder var i støbeskeen, afkoloniseringens og demokratiets tidsalder, og Rasmussen havde særlige forudsætninger for at gøre kulturmødet til sin livsopgave. Han var født og opvokset i Ilulissat, hvor faderen var præst, og moderen havde grønlandske aner. Han beherskede derfor det grønlandske sprog i samme grad som det danske. Afgørende for hans udvikling var desuden, at han i stigende grad identificerede sig med sin grønlandske arv. Efter sin første ekspedition til Grønland i 1902-04, den såkaldte Litterære Ekspedition, der var ledet af Ludvig Mylius-Erichsen, erklærede han således: »Jeg er nu engang grønlænder og passer som sådan bedst for Grønland.«

Ekspeditionen medførte et langt ophold blandt en inuitbefolkning nord for det koloniserede Grønland. Hos dem etablerede han i 1910 sammen med Peter Freuchen handelsstationen Thule, som bl.a. skulle finansiere nye ekspeditioner. Det blev til i alt syv med den 5. Thule-ekspedition (1921-24) til Canada, Alaska og Sibirien som den største og vigtigste. Formålet var dels at finde inuits oprindelsessted og vandringsveje til Grønland, dels at opsøge så vidt muligt alle tilbageværende inuitgrupper med henblik på at få kendskab til deres kulturelle traditioner og religiøse forestillinger. I forvejen havde Rasmussen foretaget indsamlinger af sagn og myter i hele landet. På tværs af de besøgte områder skabte ekspeditionen en bevidsthed om inuit som en sammenhængende nation med sin egen historie, fortælletradition og religion.

Ligesom Rasmussen var brobygger mellem de arktiske folk, var han det også mellem Danmark og Grønland. Det var hans ønske at knytte Danmark og Grønland mest muligt til hinanden. Gennem sine bøger og foredrag søgte han derfor ikke blot at udvide danskernes kendskab til Grønland og grønlænderne, men også at formidle sin store kærlighed til landet og befolkningen. I kraft af sin karismatiske personlighed og store popularitet i både Danmark og Grønland havde han i sin samtid og længe efter afgørende betydning for forholdet mellem de to lande. Kort før sin død nåede han at indspille filmen Palos Brudefærd med grønlandske skuespillere og grønlandsk tale.