De første mange år, der blev produceret film med Grønland som tema, var produktionerne udenlandske, og blikket var som oftest stereotypt og eksotiserende. Både inden for spillefilm og dokumentar har dette fokus dog ændret sig; hvor man tidligere så Grønland udefra, ser man nu i langt højere grad landet indefra. Omdrejningspunktet er ikke længere i samme grad kolonihistorie; der er blevet plads til at beskrive almenmenneskelige oplevelser. På den anden side af årtusindskiftet er en ung grønlandsk filmindustri blomstret op, og en af mange ambitioner er at skabe rent grønlandske film.
Scene fra Lysets hjerte (1998) med Rasmus Lyberth og Vivi Nielsen. Af ASA Film Production/Det Danske Filminstitut, 1998.
Begrænset anvendelse
Film i Grønland
I filmen Eskimo fra 1930 spiller østrigeren Paul Richter den ubekymrede svirebror, der uforvarende ender i Grønland, hvor han forelsker sig i eskimopigen Ekaluk, spillet af norske Ada Kramm. Eskimo er den første tonefilm produceret i Danmark.
Skandinavisk Talefilm, Nordisk Tonefilm, Norrøna Fil/Det Danske Filminstitut, 1930.
Licens:
Begrænset anvendelse
Still fra Palos Brudfærd, 1934.
Qivitoq (Fjeldgængeren) er en fortælling om modgang, om forsmået – og nyfunden – kærlighed og om et samfund tvunget til omstilling. Fjeldgængeren skildres både som en, man er bange for, og som en, der drager ud for at dø i ensomhed. Filmen er optaget i Grønland i sommeren 1956 og viser tydeligt, hvor sårbart mennesket er i Grønlands storslåede natur. Qivitoq blev i 1957 nomineret til en Oscar i kategorien »Foreign language film«. På plakaten er de danske skuespillere nævnt ved deres rigtige navn, mens grønlænderne er nævnt ved deres rollenavn.
De tidlige år – fremmed repræsentation
De første film, der blev optaget i Grønland, var udenlandske/danske produktioner. Ofte trak de på eksotiske stereotyper af oprindelige folk eller viste landet som en produktiv koloni under Danmark. Disse dokumentarfilm havde til formål at præsentere dansk suverænitet for publikum i ind- og udland på et tidspunkt, hvor spændingerne med Norge voksede over territoriale krav på øens østkyst.
To film produceret fra begyndelsen af 1920’erne, Kongeparrets Grønlandsrejse (1921) og Den store Grønlandsfilm (1922), en stumfilm om 5. Thule-ekspedition 1921-24, under vejledning af Knud Rasmussen og Peter Freuchen, viste Grønland som fremmed, eksotisk og som en vellykket kolonial bestræbelse.
Filmhistoriens første spillefilm med Grønland som tema var Walter Schmidthässlers stumfilm Das Eskimobaby fra 1918 med Asta Nielsen som Ivigtut, der møder en ung polarforsker, Knud, som hun følger til Berlin. Filmen tematiserer det eksotiske Grønland over for den vestlige kultur og viser Nielsen som et naturbarn, der skaber problemer i en spidsborgerlig familie. Filmen viser kun sporadisk kendskab til Grønland og er fuld af misforståede stereotyper.
I 1930 kom Georg Schnéevoigts danskproducerede film Eskimo med norsk/grønlandsk tale og med grønlandske skuespillere som statister, skabt på baggrund af polarforsker Ejnar Mikkelsens roman John Dale (1921). Filmen iscenesætter Grønland som landet, hvor man oplever livet som betydningsfuldt, skelsættende og helende.
Palos Brudefærd
Paalup nuliarsarnera (Palos Brudefærd), der fik premiere i 1934, var den første film med østgrønlandsk tale. Knud Rasmussen stod bag manuskriptet, den tyske dokumentarist Friedrich Dalsheim bag kameraet.
Filmen handler om forelskelse og vejen til ægteskab. Processen vises som mere end et ritual, og det belyses, hvordan de involverede afklarer en række af de konflikter, et bryllup kan åbne for. Samtidig står filmen som et eksempel på, hvordan Knud Rasmussen via sit engagement fandt mange veje, her filmmediet, til at formidle grønlandsk kultur.
I Palos Brudefærd er Knud Rasmussen godt hjulpet af den rent østgrønlandske rollebesætning, der sammen med de smukke scenarier bærer filmen igennem.
Filmen havde premiere tre måneder efter Knud Rasmussens død og kom således til at stå som et mindesmærke over ham.
Samarbejdsårene
I årene fra midten af 1950’erne og til slutningen af 1990’erne var det især samarbejdet mellem Danmark og Grønland, der kendetegnede grønlandske film. Qivitoq (Fjeldgængeren) fra 1956, instrueret af Erik Balling, anslår et velkendt tema om Grønland som landet, hvor den tilrejsende kan finde sig selv igen efter nederlag i Danmark – og samtidig belyser filmen den svære lokale overgang fra fanger- til fiskererhvervet. Qivitoq har dansk og grønlandsk cast med bl.a. Grønlands første filmstjerne, Niels Platou.
Samarbejdet fortsatte med Palle Kjærulff-Schmidts Tukuma med manuskript af Palle Kjærulff-Schmidt, Klaus Rifbjerg, Josef Tuusi Motzfeldt og grønlandske skuespillere fra Tuukkaq Teatret. Temaet er det velkendte med personlig krise, selvmordsforsøg og rejsen til Grønland som en søgen efter identitet.
Selvrepræsentation og samarbejdsproduktion
I 1980’erne og 1990’erne begynder man at se dansk-grønlandske samarbejdsproduktioner, der bearbejder såvel grønlandske som mere universelle temaer. Lysets hjerte fra 1998 af Jacob Grønlykke med manuskript af Grønlykke og Hans Anthon Lynge markerede en milepæl: Den var filmet i Grønland, sproget var grønlandsk, og en række kendte grønlandske skuespillere var med. Dramaet omhandler en familietragedie på baggrund af kolonialisme, alkoholisme samt identitetssøgen i den vilde natur.
Samarbejdsfilmene banede vej for den første generation af grønlandske filmskabere, og deres værker begyndte at dukke op ved årtusindskiftet. Filmene havde stadig flere grønlandske medvirkende: forfattere, instruktører, producenter og skuespillere. Emnerne afspejler, at den unge generation vil have mere end kolonihistorie.
Film som Inuk Silis Høeghs Sinilluarit (1999) og Eskimo Weekend (2002) brød med skildringer af Grønland som et problemfyldt eller eksotisk land. I stedet viser disse kortfilm en almindelig ungdomsweekend fyldt med jalousi, romantik og happy end. Et særligt grønlandsk tvist mærkes, når to unge rivaler synger hinanden »ud« som i de traditionelle sangdueller.
Spillefilmen Hinnarik Sinnattunilu (2009), instrueret af Angajo Lennert-Sandgreen, der også spiller hovedrollen, er blevet kult hos grønlandske børn. Filmen er produceret af Aka Hansen og Malik Kleist på deres eget produktionsselskab Tumit Production. Samme år kom Nuummioq fra 2009 af Torben Bech og Otto Rosing, og den markerer ligesom Hinnarik Sinnattunilu et brud med den kredsen om fortiden og fortidens arvede problemer, man så i Lysets hjerte og i det fransk-grønlandske samarbejde Inuk (Le Voyage d’Inuk) af Mike Magidson (2010). På det visuelle og tematiske plan bryder Nuummioq med de stereotype forestillinger om Grønland og beskriver individuelt almenmenneskelige hændelser som kærlighed og sygdom.
Mellem rækken af grønlandske film ses endnu en dansk film med et kritisk blik på Grønlands kolonihistorie, Eksperimentet fra 2010, instrueret af Louise Friedberg efter manuskript af Friedberg og Rikke de Fine Licht. Filmen fortæller historien om 22 grønlandske børn, der som led i et dansk-grønlandsk eksperiment i 1951 blev sendt til Danmark for at blive opdraget til at være elitegrønlændere. Filmen, der er inspireret af Tine Bryld og Per Folkvers interviewbog I den bedste mening (1998), førte til krav til Danmark om undskyldning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.