Dokumentarfilm (Grønland)

Fra den første kortfilm, Kørsel med grønlandske Hunde, af instruktøren Peter Elfelt, optaget i Fælledparken i 1897, har der været lavet mange dokumentarfilm af danskere om Grønland. Specielt Jørgen Roos og hans betagelse af Knud Rasmussen og Grønland resulterede i, at danskerne fik et godt kendskab til landet, ikke mindst med Per Kirkeby og Aqqaluk Lynges Da myndighederne sagde stop (1972) om nedlæggelsen af kulminen og dermed byen Qullissat. En anden dokumentarfilm, der beskriver Grønland som et land i udvikling, er Lene Aidt og Merete Borkers Arbejderkvinder i Grønland (1975).

Fra begyndelsen af det nye årtusinde ses en række dokumentarfilm, der i stadig højere grad er kritiske over for tidligere tabubelagte sider af Grønlands historie. I takt med at grønlænderne i højere grad bliver en del af produktionerne, ændrer fokus sig fra at se Grønland udefra til at opleve det indefra.

En af de danskere, der har et kritisk øje på kolonimagten, er Ulrik Holmstrup med Hingitaq – de fordrevne (2004), der ligesom Roos og Lynges film skildrer et af de sorte kapitler i kolonihistorien, tvangsflytningen af en hel befolkning i 1953 efter etableringen af Thule Air Base. Karen Littauer lavede erindringsdokumentaren Jeg husker… Fortællinger fra Grønland (2002), hvor 14 grønlændere beretter om deres barndom og ungdom og giver et portræt af et land og dets folk.

Sasha Snows Forbrydelse og straf i Grønland (2002) skildrer et nordgrønlandsk samfund; voldelig kriminalitet balanceres mellem traditionel livsstil og en nutidig opfattelse af kriminalitet. Laila Hansens Inuk Woman City Blues (2002) nærmer sig traditionelle temaer om arven fra kolonialismen, alkoholisme og rehabilitering set fra kvinders perspektiv i Danmark. Instruktøren Anne Regitze Wivel viser med Menneskenes land – min film om Grønland (2006) et mangefacetteret portræt af et land, hvor debatten om politisk selvstændighed og identitet diskuteres. Unge grønlandske kunstnere medvirker, bl.a. Angu.

DR-dokumentaren Flugten fra Grønland af Poul-Erik Heilbuth (2007) vakte voldsom debat i Grønland over ensidigt at fokusere på samfundets skyggesider, og mange kaldte den uetisk og forkert. En anden dokumentar fra 2011, Sarah Gavrons Byen ved verdens ende (2011), gav et anderledes positivt portræt af en isoleret bygd, som overlever mod alle odds.

Den dokumentariske film Sume – lyden af en revolution (2014) med manuskript af instruktøren Inuk Silis Høegh, Emile Hertling Péronard og Ine Urheim gør op med fortiden. Titlen hentyder til bandet Sume, der var det musiske lydspor til kampen for hjemmestyret 1979. I en vekslen mellem historiske klip, musik og interviews skildrer filmen grønlændernes længsel efter frihed, medbestemmelse og opgør med kolonimagten.

Dansk-grønlandsk samarbejde ses i Lykkelænder af Lasse Lau (2018), som viser den grønlandske identitets opgør med fordommene og klichéerne om sig selv. Kampen om Grønland fra 2020 af Kenneth Sorento og co-producer Jørgen Chemnitz skildrer unge grønlænderes forsøg på at skabe et nyt og bedre Grønland. Der bliver bl.a. stillet skarp på selvstændighedsdebatten og relationen til Danmark.

Dokumentaren Pilluarneq Ersigiunnaarpara (Lykken skræmmer mig ikke længere) fra 2020 af Nivi Pedersen sætter fokus på livet efter seksuelle overgreb som en del af Killiliisa, Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb.