Grønlands sprog

De tre hoveddialekter, vestgrønlandsk, nordgrønlandsk og østgrønlandsk, er ret forskellige. Byer og bygder har hver deres lokale dialekt, og hører man en grønlænder tale, kan man ofte høre, fra hvilken by eller bygd vedkommende kommer fra.

Der er ingen lovgivning i forhold til det mundtlige sprog, alle kan bruge deres egen dialekt, men på skrift har man pligt til at bruge standardskrift og skal følge retskrivningsreglerne. Alligevel skriver flere grønlændere ofte på deres egen dialekt; fx skriver østgrønlændere og nordgrønlændere ofte dialekt på sociale medier.

Fra Hans Egedes ankomst i 1721 frem til 2. Verdenskrig talte næsten alle indbyggere grønlandsk, også missionærerne. Det lykkedes missionærerne at oversætte det religiøse sprog til grønlandsk, og den første ordbog, udgivet af Hans Egedes søn Poul Egede, udkom allerede i 1750.

I kateketseminarierne i Godthåb (Nuuk) og Jakobshavn (Ilulissat), oprettet i hhv. 1847 og 1848, foregik undervisningen på grønlandsk. Dansk var et blandt flere fag, og i 1860’erne blev der undervist i dansk fem timer om ugen.

I 1851 udgav seminarielærer Samuel Kleinschmidt en grønlandsk grammatik, som beskrev sproget på baggrund af morfologien. Samtidig udviklede han den første egentlige retskrivning, der frem til 1973 blev brugt som standardretskrivning. Overgangen fra den gamle til den nye retskrivning skete gradvis, og der er endnu reminiscenser af den gamle retskrivning, som fx kan bruges på de grønlandske personnavne. Den nye retskrivning er fonemisk orienteret, hvilket betyder, at det talte og det skrevne sprog er kommet tættere på hinanden.

Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1950’erne skrev mange forfattere på grønlandsk, og den første roman på grønlandsk, Sinnattugaq, skrevet af viceprovst Mathias Storch, udkom i 1914.

Fra omkring 1950 skete der en kraftig danisering af det grønlandske samfund. Da der manglede uddannede grønlandske lærere og grønlandsksprogede undervisningsbøger, var det nødvendigt, at man kunne forstå dansk, for at uddanne sig videre. Med en ny skolelov i 1967 indførte man en mulighed for at udskyde grønlandskundervisningen til tredje skoleår, for således at give eleverne bedre muligheder for at lære dansk.

I løbet af 1960’erne nærmede man sig den skolestruktur, der i datiden var i Danmark. Efter 6. klasse blev grønlandske elever almindeligvis sendt til Danmark i et år for at øge deres sprogkundskaber. Mange, der voksede op på denne tid, taler dansk uden problemer, men for en stor del resulterede det samtidig i, at de fik dårligere kompetencer i skriftligt grønlandsk.

Med indførelse af hjemmestyre i Grønland kom der væsentlige ændringer i sprogpolitikken. Loven om Grønlands hjemmestyre fastslår, at det grønlandske sprog er hovedsproget, og at der samtidig skal undervises grundigt i det danske sprog. Grønlandsk og dansk skal kunne anvendes i alle offentlige forhold. Styrkelsen af det grønlandske sprog blev sikret i folkeskoleforordningen af 1979, hvor grønlandsk blev undervisningssproget fra 1. klasse, og dansk blev første fremmedsprog. Fra den dag var der obligatorisk undervisning i fremmedsproget dansk fra 4. klasse og i engelsk fra 7. klasse.

Prioriteringen af grønlandskundervisningen har højnet modersmålskompetencen for de grønlandsksprogede. En undersøgelse fra 1999 viste, at 69,1 % af befolkningen talte grønlandsk, 15 % var dobbeltsprogede, mens omkring 15 % udelukkende var dansksprogede. En undersøgelse fra 2003 af 14-17-åriges sprog viste, at 94,6 % af de unge kunne tale grønlandsk, mens 73,3 % også kunne tale dansk.

I de to sprogundersøgelser havde de adspurgte selv angivet deres sprogkompetencer. Undersøger man dem objektivt, kan tallene vise sig at være anderledes, men alligevel er det tydeligt, at flere og flere grønlændere taler både grønlandsk og dansk.

Den eneste både kvantitative og kvalitative sprogundersøgelse er foretaget i Qaqortoq i 2001. Undersøgelsesdeltagerne var dels årgang 1959, som var vokset op i en tid med stort fokus på det danske sprog, dels unge født i 1982 og 1983, som var vokset op i grønlandiseringstiden. Resultaterne viste, at de, der voksede op i daniseringstiden, er dobbeltsprogede, men at mange af dem ikke er så gode til at skrive grønlandsk. De unge, som voksede op i grønlandiseringstiden, taler primært grønlandsk, og en del af dem taler ikke særlig godt dansk.

For de unge grønlændere, der ikke kan dansk, har det for nogle betydet ringere uddannelsesmuligheder, for selv om undervisningen i folkeskolerne primært foregår på grønlandsk, foregår videregående uddannelser primært på dansk.

Undervisningssproget på gymnasierne er dansk, undtagen i faget grønlandsk, og næsten alle videregående uddannelser forudsætter danskkundskaber. Årsagerne er flere: Der mangler grønlandske lærere, langt de fleste undervisningsbøger er på dansk, og på mange fagområder er der ikke udviklet grønlandsk fagterminologi.

Kun to videregående uddannelser kræver ikke danskkundskaber: tømreruddannelsen og den decentrale socialpædagoguddannelse. Begge uddannelser henvender sig til voksne med praksiserfaring.

Uddannelserne på universitetet Ilisimatusarfik foregår primært på dansk. Hvis læreren er grønlandsktalende, kan undervisningen dog foregå på grønlandsk.

Selv om loven om sprogpolitik fra 2010 tilsiger, at det grønlandske sprog anvendes i offentlige forhold, er en stor del af administrationssproget stadigvæk dansk.

I Inatsisartuts forretningsorden er det fastsat, at forhandlingerne her foregår på grønlandsk, men medlemmer af Inatsisartut (parlament) og Naalakkersuisut (regering), som ikke behersker grønlandsk, kan anvende dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk. Man oversætter alle dokumenter, der vedrører Inatsisartut og Naalakkersuisut, så de foreligger på både grønlandsk og dansk. Derfor er der mange oversættere og tolke i Grønlands Selvstyre, og veluddannede grønlændere pålægges tolkeopgaver ved siden af deres arbejde.

Med denne mængde oversættelser er oversættere og tolke betydelige sprogudviklere. Desværre har de ikke altid dybere kendskab til fagterminologien på de enkelte områder, hvilket kan føre til upræcise oversættelser, der skaber forvirring. Sprognævnet og Sprogsekretariatet arbejder med at undersøge og udvikle det grønlandske sprog, bl.a. i forhold til terminologi.

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

• Grønlands befolkning
• Lyd- og billedoptagelser fra Grønland
• Grønlands Nationalmuseum og Arkiv
• Politik og planer i Grønland

Læs også om

• Grønlandsk musik
• Grønlandske medier
• Teater i Grønland
• Grønlandsk litteratur

Se alle artikler om Sprog