Lyd- og billedoptagelser fra Grønland

De første lydoptagelser fra Grønland kommer i 1906 med østrigeren Rudolf Trebitsch. De blev udgivet i 2003 og omfatter salmer, digte, legender, sagaer og myter i korte lyriske former samt rytmisk leg med ord og nonsens.

Få år efter, i 1909, kom den norske musiketnolog Christian Leden til Uummannaq og Qaanaaq, og i 1912 berejste han Uummannaq-Upernavikområderne. På begge rejser optog han kæleviser, smædeviser og trommesange.

Siden den franske etnolog og polarforsker Paul-Émile Victor i 1935 indsamlede ca. 500 sange i Østgrønland, har Frankrig haft en særlig interesse for området. Med antropologen Joëlle Robert-Lamblin har han også udgivet nogle fortællinger.

I 1934 kunne et biografpublikum for første gang opleve en film, Palos Brudefærd, med lyd og på østgrønlandsk dialekt. Den var skrevet af Knud Rasmussen, som selv var central under optagelserne.

En tredje pioner var eskimologen Erik Holtved, der i Thule 1935-37 og 1946-47 optog nær ved 200 fortællinger og sange, og transskriptioner heraf blev udgivet på engelsk. Holtveds kategorisering af fortællingerne giver indblik i mangfoldigheden: myter og legender, fabelvæsener, episke fortællinger, eventyr, børnesange, fabler og dyrefortællinger. De resterende, næsten halvdelen, som han kalder historiske legender, underinddeles i flere typer legender om bl.a. genoplivning, drab, hævn og tabuer.

Gennem hele livet samlede forfatteren Mâliâraq Vebæk folkeminder fra Sydgrønland, som hun nedskrev og udgav, og hun optog ligeledes fortællinger og sange.

Østgrønlænderen Esajas Kuitse blev nok den sidste traditionelle fortæller. Lærer Niels Grann og den franske lingvist Nicole Tersis filmede ham. Optagelserne udkom i 2016, og parallelt hermed udkom udskrift og analyse af gestikken i den medfølgende bog Paroles et gestuelle. Un conteur inuit du Groenland oriental/Words and gesture. An inuit storyteller in East Greenland. Kuitses episoder og scener veksler bl.a. mellem spænding, hævn, håbløshed, og komik, som han spiller med indlevet intensitet.

Ulrikke Oodaaq fra Qaanaaq er med i filmen Jeg husker … fra 2002. Karen Littauer står bag optagelserne af fortællere fra distrikterne Ammassalik, Thule og Upernavik. Blandt andet beretter Oodaaq til kameraet om en mystisk barndomsoplevelse, der hændte, en dag hun var alene hjemme. Den mundtlige fortælling er understøttet af gestik, fx illuderer hånden en væg i huset, både før og efter den nævnes verbalt. Det viser hendes indlevelse i erindringen, og tilhørerne må vente på de få ord, der forløsende benævner, hvad gestikken viser.