Uummannaq

I 1600- og 1700-tallet drev europæere, primært hollændere, hvalfangst i fjordsystemet og havde tuskhandel og anden interaktion med inuitbefolkningen. Det anså Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) som en udfordring, men først i 1761 blev der etableret et mere fast holdepunkt for danskerne, og kolonien Umanak blev grundlagt i 1763. Sælskind, narhvals- og hvalrostand samt isbjørneskind var frem til moderniseringen efter 2. Verdenskrig koloniens primære indtægtskilder.

Fra 1933 til 2. Verdenskrig blev der brudt marmor i Mârmorilik (senere Maarmorilik) relativt tæt på bygden Ukkusissat. I en barakby ved det åbne marmorbrud boede de op til 300 medarbejdere, der fortrinsvis kom fra Danmark. Ud over beskeden interaktion med de lokale inuit havde marmorbruddet begrænset indvirkning på distriktet.

Frem til moderniseringen efter 2. Verdenskrig fungerede kolonien Umanak med sine mange udsteder og bopladser som udpræget fangerdistrikt og var relativt isoleret. Trods det flyttede befolkningen gradvis fra de mindre bopladser til kolonien, der i 1938 havde 308 indbyggere og voksede til 449 i 1947, mens der i distriktets udsteder og bosteder boede 1.041.

I efterkrigsårene var distriktets indtægter fra sælfangst stærkt faldende, og det tiltagende fiskeri efter grønlandshaj kompenserede langtfra. Den danske administrations centrale betænkninger Grønlandskommissionen af 1948 (G-50) og Grønlandsudvalget af 1960 (G-60), der var grundlaget for moderniseringen, vurderede begge, at distriktet ikke havde et tilstrækkeligt erhvervsgrundlag, og anbefalede en delvis affolkning. Det lykkedes at få relativt mange til at flytte til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) eller sydligere for at indgå i torskefiskeriet og fiskeindustrien – men kun for de færreste blev det en succes. En del søgte tilbage, heraf flere til tilværelsen som fangere spredt over distriktets bygder og mindre bopladser. Med henvisning til G-50 og G-60 blev der kun i beskedent omfang investeret i infrastruktur i distriktet, og befolkningen var blandt landets fattigste.

I perioden 1966 til 1973 blev marmorbrydningen ved Maarmorilik genoptaget. Fra 1973 startede der med udgangspunkt i det gamle marmorbrud en bly- og zinkmine, Den Sorte Engel, opkaldt efter en markant aftegning på fjeldsiden. Selve minegangen lå i ca. 600 m’s højde, og malmen blev transporteret med tovbane ned til knuseværket ved det gamle marmorbrud. Der var beskæftiget 200- 360 mand. Andelen af grønlandske medarbejdere lå omkring 20 %, og mange kom fra distriktet. Efter gældende regler og overenskomster fik de hjemmehørende grønlandske ansatte en lavere løn end de tilkaldte fik, hvilket i 1977 førte til den første egentlige grønlandske strejke for ligeløn, hvor Grønlands Arbejdersammenslutning var forhandlingspart.

Den Sorte Engel lukkede i 1990. I 2010 var der planer om at genåbne minen, og en del forberedelser foregik frem til 2015, men minen kom ikke i drift igen.

I slutningen af 1970’erne kom der for alvor gang i fiskeriet og indhandlingen af hellefisk, hvilket gradvis betød, at distriktets indbyggere gik fra at være blandt de fattigste til at være blandt dem med den højeste gennemsnitlige husstandsindkomst, særligt i nogle af bygderne. Fiskeriet af hellefisk gør Uummannaq til et af de distrikter, der målt pr. indbygger bidrager mest til eksportindkomsten. Hellefisken fanges fra jolle om sommeren og med hundeslæde eller snescooter og langline i islægsperioden, hvorfor afstanden fra fiskeplads til fiskefabrik må være så kort som muligt. Derfor er befolkningen i høj grad blevet boende i distriktets syv bygder, og i 2017 boede 981 af distriktets 2.236 indbyggere i bygderne.

I 2017 blev distriktets to nordligste bygder, Nuugaatsiaq og Illorsuit, ramt af en tsunami som følge af et større fjeldskred, og de to bygder blev evakueret. De ca. 170 evakuerede borgere er primært genbosat i Uummannaq eller i distriktets øvrige bygder. Geologiske undersøgelser pegede i sommeren 2021 på risikoen for flere og større fjeldskred i fjordsystemet, og det afstedkom overvejelser om at evakuere flere af distriktets bygder.

Uummannaq er en meget kuperet by med stejle veje, hvilket kan besværliggøre færdslen. Langt størstedelen af boligerne er enfamilieshuse, hvoraf en god del har indlagt vand, mens de øvrige husstande henter vand ved taphuse eller får det kørt ud med tankbil. For de fleste boliger med indlagt vand er der etableret afløb for gråt spildevand fra bad og køkken, mens der generelt for byen ikke er kloakeret for sort spildevand fra toilet. Således benytter de fleste husstande tørkloset og natrenovation, mens enkelte har slamtank.

Evakueringen af Nuugaatsiaq og Illorsuit har de seneste år medført betydelig byggeaktivitet, fortrinsvis i byens nordvestlige ende, hvor kommunen planlægger den fremtidige byudvikling.

I 1999 blev der etableret en lufthavn ved bygden Qaarsut på halvøen Nuussuaq, der danner sydsiden af Uummannaq Fjord. Fra Qaarsut er der helikopterforbindelse til Uummannaq og distriktets bygder. Intentionen var at forbedre beflyvningen af Uummannaq, der indtil da havde været baseret på helikopter fra Ilulissat, og Qaarsut blev valgt på grund af mere stabile vindforhold og bedre plads end på øen Uummannaq. Det er siden blevet diskuteret, om lufthavnen ved Qaarsut reelt har forbedret eller forringet beflyvningen mellem Uummannaq og Ilulissat.

Uummannaq modtager forsyninger med skib fra Royal Arctic Line og dermed mulighed for eksport af hellefisk, hver uge fra medio maj til medio december. Det første og det sidste skib kan risikere aflysning pga. is. I 2019 iværksattes en udbedring af byens kajanlæg og en udvidelse af arealer til fiskefabrikkernes oplag. For at forbedre jollefiskernes forhold er der planlagt en læmole i den såkaldte Smørhavnen.

Ud over den nødvendige forsyning som butik, el- og vandværk samt telekommunikation har Uummannaq et sygehus, en skole, der i afgangsklasserne også underviser en del af bygdernes børn, og et skolehjem samt et børnehjem, der tager imod børn fra hele landet.

Med ca. 300 erhvervsfangere, hvor de fleste har fiskeri som primær aktivitet, er fiskeri og fiskeforarbejdning distriktets vigtigste erhverv og indtægtskilde. I sæsonen er der ca. 50 medarbejdere beskæftigede på Royal Greenlands fabrik og noget færre på hhv. Avannaa Seafoods og Sigguk Uummannaq ApS’ fabrikker i Uummannaq. Et tilsvarende antal er beskæftiget på fabrikker i bygderne. Naturinstituttet i Nuuk vurderer, at fisketrykket i distriktet ligger over det bæredygtige niveau. En medvirkende årsag er, at en del kuttere kommer fra sydlige distrikter og fisker på Uummannaqkvoten.

En del arbejdspladser i Uummannaq findes inden for administration og service og i mindre omfang bygge og anlæg. Den voksende turisme bidrager med stadig flere arbejdspladser både om sommeren og om vinteren, hvor især hundeslædeturisme tiltrækker rejsende. Lokale selskaber har 40-50 gode sengepladser i indkvarteringshuse og lejligheder. Byen har et supermarked nær havnen samt to nærbutikker og en tredje under opførelse i byens nordvestlige del. Nattelivet er centreret omkring værtshuset Parabolen.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Avannaata Kommunia
• Ilulissat
• Upernavik
• Qaanaaq
• Uummannaq Museum

Læs også om

• De fem storkommuner
• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland

Se alle artikler om Kommunerne og byerne