Minedrift i Grønland

Den eneste industri, der i Grønland udleder til ferskvandssystemer, er mineindustrien. Den største mængde affald fra miner består af gråbjerg, dvs. klippe, der er nødvendig at fjerne for at komme til malmen, samt af »tailings«, som er det restprodukt, der er tilbage, når de salgbare mineraler er udvundet af malmen.

Gråbjerg og tailings deponeres ofte på bunden af ferskvandssøer, fordi frigivelsen af især tungmetaller er mindre end ved deponering på land. Selve udledningen af tailings og gråbjerg i søer giver anledning til nedsat sigtbarhed fra finkornet suspenderet materiale.

Når materialet først er sedimenteret, sker yderligere nedbrydning og frigivelse af uønskede stoffer kun langsomt. Foruden gråbjerg og tailings kan der være udledning af proceskemikalier fra oparbejdelsen af malmen – samt af spildevand fra minebyen.

Et eksempel er guldminen ved Nalunaq, der lukkede i 2013, hvor der under anvendelse af bl.a. cyanid blev udvundet guld. Under drift kunne der måles svagt forhøjede værdier af en række stoffer, bl.a. cadmium i vand og ørred i den nærliggende elv, men fire år efter nedlukningen var niveauerne normale igen.

Rubinminen nær Qeqertarsuatsiaat er et andet eksempel på en mine, som ligger ved bredden af en sø, hvor vandstanden er blevet sænket 10 m, og hvor gråbjerg og tailings deponeres i søen med let forhøjede niveauer af enkelte metaller og reduceret klarhed i søen til følge.

Mineindustrien har sit eget sæt af love og bekendtgørelser, og der er heri fastsat vejledende grænseværdier for en række stoffer i udledningen til ferskvandssystemer. Moderne mineindustri er forholdsvis ung i Grønland, og miljøreguleringen er stadig under udvikling.