Qaanaaq

Befolkningen nord for Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) er en senere indvandring fra Canada end de øvrige inuit, og de definerer sig selv som inughuit, der har deres eget sprog (dialekt) og en fangerkultur, der på flere punkter er særegen. Eksempelvis er inughuit de eneste i Grønland, der under fangstrejser boede i igloer. Inughuit blev af europæerne tidligere kaldt polareskimoer.

Befolkningen levede isoleret fra det øvrige Grønland kun med sporadisk kontakt med inuit i den nordlige del af Upernavik distrikt og fra begyndelsen af 1800-tallet med besøg af enkelte ekspeditioner. Fra 1886 gennemførte amerikaneren Robert Peary flere ekspeditioner i området, hvilket gav bekymring for, at USA ville gøre krav på det nordligste Grønland – og det blev en medvirkende årsag til Den Litterære Ekspedition med slæde over Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) 1903 til 1904. Handelsstationen Thule ved bopladsen Uummannaq blev etableret i 1910 for at sikre forsyninger til befolkningen – og for at sikre, at området blev dansk. Handelsstationen blev udgangspunktet for Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner, og Nordvestgrønland nord for Qimusseriarsuaq blev på dansk navngivet Thule.

Thule og Thule-ekspeditionerne havde i mellemkrigstiden stor betydning for den danske selvforståelse, men trods flere forsøg lykkedes det først at få staten til at overtage driften af handelsstationen i 1937, og distriktet fik ikke samme status som de gamle kolonier; eksempelvis fik Thule ikke kommunestatus, men i stedet et fangerråd.

I 1951 etablerede USA Thule Air Base (Pituffik) på den store slette få kilometer øst for bopladsen Uummannaq og ønskede i 1953 at udvide ved bopladsen. I maj 1953, mens det stadig var arktisk vinter, gav danske embedsmænd de 116 inughuit (27 familier) besked på at forlade området med få dages varsel, og fortalte, at de ville få nye huse ved Qaanaaq. Derfor kørte 13 familier på hundeslæder de ca. 120 km mod nord til Qaanaaq, mens de øvrige familier kørte til andre bopladser i distriktet.

Med den nye Grundlov af 5. juni 1953 blev Grønland formelt en ligestillet del af det danske rige. Det har senere været diskuteret, om årsagen til den forhastede flytning var ønsket om ikke at kollidere med Grundloven.

Ved ankomsten til Qaanaaq var der intet. Først i løbet af juli, da det var muligt at sejle materialer og håndværkere frem, begyndte en hektisk etablering af det nye Thule, der blev udpeget til distriktets nye center.

De små erstatningshuse på mellem 14 og 24 m² , der blev bygget til inughuit langs stranden, stod først færdige i september, hvor vinteren var sat ind – indtil da boede familierne i telte. I sommeren 1954 blev danskerbyen med den samfundsnødvendige infrastruktur som skole, butik, telegrafstation mv. samt boliger til de danske embedsmænd og familier etableret op langs hovedvejen, der går vinkelret på kysten. Tjenesteboligerne i danskerbyen var betydeligt større og blev som de første i Grønland forsynet med fjernvarme, mens erstatningshusene havde kokskomfurer. I grove træk har byen beholdt sin struktur med den samfundsmæssige infrastruktur samlet øst for elven, mens størstedelen af udbygningen er foregået vest for elven.

Qaanaaq ligger på en moræneskråning med permafrost ved en elv, der løber i de fire sommermåneder, men ellers er tørlagt. Om sommeren fyldes to store vandtanke med elvvand til vinteren, men det dækker langtfra behovet. Derfor hentes der isfjelde på havisen med en dumper og gummiged, og isen smeltes i et smelteværk. Denne arbejdsopgave bliver med klimaforandringerne og tyndere havis farligere og er samtidig ekstremt omkostningstung med en produktionspris på ca. 700 kr. pr. kubikmeter vand. Derfor er der til opbevaring af elvvand etableret endnu en vandtank, der stod færdig i efteråret 2021.

Byen har ingen kloak til sort spildevand, og hele byen inklusive sygehuset benytter tørkloset og natrenovation. I den østlige del af byen løber to parallelle kloakledninger til gråt spildevand. Begge ledninger starter ved sygehuset. Kun den østligste del, heriblandt skolen, er tilkoblet og er i dag fuldt funktionsdygtig efter en renovering i 2021. I den øvrige by ledes det grå spildevand ud til terræn, hvor det om vinteren skaber isdannelser neden for husene.

Ud for byen ligger et rev, der beskytter kystlinjen mod dønninger, men også betyder, at alt skal prammes ind og ud, da der ikke er dybgang til en havn. For at smidiggøre pramningen blev der i 2020 etableret en mole ud til revet.

Byen er funderet på permafrost, og det giver store udfordringer, der tiltager med klimaforandringerne. En betydelig del af husene, særligt vest for elven, har markante sætningsskader, nogle i en sådan grad, at de er ubeboelige. Det er en medvirkende årsag til byens store boligmangel, hvor mange unge må blive boende hos forældrene i små huse, også efter at de selv har fået børn.

Havisen, der ligger det meste af året, giver beskeden mulighed for sejlads, så Qaanaaq og distriktets tre bygder modtager kun to årlige forsyningsskibe i henholdsvis juli og begyndelsen af september.

I 2001 blev der etableret en gruslandingsbane ca. 7 km vest for byen for at sikre bedre forbindelse til resten af Grønland. Indtil da var eneste forbindelse helikopter til Pituffik (Thule Air Base) og fly derfra, hvilket indebar nogle begrænsninger og krævede en tilladelse af det amerikanske militær. På den anden side var billetterne til landets trafikale knudepunkt Kangerlussuaq dengang betydeligt billigere end nu, hvor eksempelvis en returbillet til Nuuk koster ca. 18.500 kr. og kræver en overnatning hver vej. Om sommeren skyller vejen mellem byen og lufthavnen nogle gange væk under kraftige tøbrud og regnvejr.

Siden etableringen er byen vokset, og befolkningstallet toppede i 2011 med 678. Befolkningstallet er siden faldet lidt, bl.a. fordi en del administrative jobs i forlængelse af kommunesammenlægningen i 2009 flyttede til Ilulissat.

Hovederhvervet – eller det, der beskæftigede flest mænd – har indtil begyndelsen af det nye årtusind været fangst af havpattedyr som sæl, hvalros, nar- og hvidhval samt moskus, rensdyr, isbjørn og fugle. Men fredningsbestemmelser har begrænset fangsten, og CITES-reguleringen har reduceret mulighederne for eksport af skind og tand, samtidig med at indbyggertallet er steget. Det har reduceret fangernes indkomstmuligheder. Fangst er dog fortsat en væsentlig del af erhvervsgrundlaget for flere familier og bidrager i høj grad til byens fødevareforsyning. Der er i distriktet registreret ca. 75 erhvervsfangere.

I slutningen af 1980’erne blev der etableret en lille fiskefabrik i Qaanaaq, og siden har der været et tiltagende fiskeri af hellefisk med langline fra havisen. Dette giver en del fangere et pengeøkonomisk supplement. Fabrikken er flere gange blevet udvidet og drives i dag i samarbejde mellem Royal Greenland og det lokale selskab Inughuit Seafood. Om vinteren i fiskesæsonen er der ca. 12 arbejdspladser på fabrikken.

Endvidere er der i størrelsesordenen 55 kommunale arbejdspladser og 40 arbejdspladser i de selvstyreejede infrastrukturvirksomheder i byen og distriktets tre bygder. Hertil kommer et tømrerfirma og et VVS-firma, der i sæsonen beskæftiger op til 15 medarbejdere, samt et lille hotel og lejlighedsvis en kiosk og tilsvarende små virksomheder. Inklusive fangerne giver det omkring 230 arbejdspladser i distriktet med 474 (2021) i den erhvervsaktive alder.

Samlet er Qaanaaq by og distrikt Grønlands fattigste med den laveste gennemsnitlige husstandsindkomst. De gennemsnitlige sociale ydelser afspejler dog ikke, at en så stor del af befolkningen er uden for arbejdsmarkedet, hvilket kan tilskrives fangsten og dens subsistensøkonomiske betydning.

Qaanaaq distrikt med den smukke højarktiske natur rummer unikke potentialer for udvikling af turisme, der henvender sig til et voksende internationalt segment. Sommeren giver bl.a. mulighed for kajakture sammen med erfarne fangere, der fortsat praktiserer narhvalsfangst fra kajak, samt længere sejlture evt. kombineret med sælfangst og rensdyrjagt. Islægsperioden, der fortsætter helt frem til midten af juli, byder på lange slædeture i midnatssolens skær. Flere fangere tilbyder slædefangstture af op til flere ugers varighed med overnatning i telt eller mulighed for at deltage i langlinefangsten af hellefisk fra havisen.

Trods de ekstremt høje billetpriser besøges Qaanaaq af stadig flere turister, der ønsker unikke natur- og kulturoplevelser. Kombineret med udviklingen af fiskerierhvervet kan turismen bidrage til at udvikle og sikre et erhvervs- og eksistensgrundlag for inughuit – verdens nordligste oprindelige befolkningsgruppe.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Avannaata Kommunia
• Ilulissat
• Qaanaaq Museum
• Upernavik
• Uummannaq

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne