Permafrost (Grønland)

Indlandsisen isolerer så godt mod vinterkulden, at Jordens egen varmeproduktion sørger for, at der ikke er permafrost under Indlandsisen. Permafrost – jord og sedimenter, som har været frosset i mindst to år i træk – findes således kun i de isfrie områder, hvor den blev dannet, da isen smeltede tilbage efter sidste istid for ca. 10.000 år siden. Siden da er hovedparten af permafrosten i Grønland vokset i tykkelse. På Qeqertarsuaq (Disko) i Vestgrønland er permafrostens dybde målt til 350 m og ved Qaanaaq i Nordgrønland til 450 m under jordoverfladen. I Sydgrønland findes permafrost kun i lavninger eller højt oppe i bjergene.

Det landskab, som blev dannet frem til afslutningen af sidste istid, er efterfølgende blevet præget af gentagne fryse-tø-processer og sne, som i et samspil har skabt helt særlige såkaldte periglaciale landskabsformer. Flydejord opstår fx, hvor de øverste jordlag flyder oven på den underliggende frosne jord, mens iskiler dannes, når smeltevand siver ned i frostsprækker i jorden og efterfølgende fryser og udvider sig gentagne gange, vinter efter vinter. Herved dannes kileformede islegemer, som fra oven ses som polygonformede mønstre.

Ændringer i landskaberne er også knyttet til klimaændringer. Når permafrosten tør, løber smeltevandet væk, dele af landskabet kollapser, og erosionen øges. En sådan fysisk nedbrydning af landskabet kan accelerere ved klimaændringer og har nogle steder i Grønland allerede haft betydelige konsekvenser for infrastrukturen, når fx bygninger, rørledninger, veje og affaldspladser destabiliseres eller ødelægges.