Frigivelse af drivhusgasser i Grønland

Indlandsisen smelter i dag tilbage, og i de nye blotlagte landskaber dannes ny permafrost. Pionerplanter indvandrer hurtigt og sætter gang i en jordbundsudvikling i løbet af få år. Planternes indvandring og jordmiljøets dannelse er tæt koblet til hinanden. I jorden akkumuleres kulstof fra planterne, samtidig med at der til stadighed sker en nedbrydning af både jordens pulje af organisk stof samt en forvitring af jordens øvrige faste bestanddele. På grund af de generelt kolde forhold er nedbrydningen af plantemateriale langsommere end planteproduktionen i vækstsæsonen. Det er grunden til, at arktiske jorde generelt er karakteriseret ved en ophobning af kulstof. Da landskaberne i Grønland er forholdsvis unge, er mængderne af ophobet organisk stof dog begrænset med tørvedannelser på typisk op til en halv meter i forhold til meget ældre landskaber som i fx Sibirien, hvor tørvedannelser kan være mere end 10 m tykke.

Arktis har længe været i fokus som kilde til drivhusgasser pga. ophobet organisk stof i jordmiljøet og en opvarmning, der overstiger den gennemsnitlige globale opvarmning. Meget tyder dog på, at den grønlandske natur på landjorden ikke bidrager nævneværdigt til atmosfærens stigende indhold af drivhusgasser. Det naturlige kuldioxidregnskab er stort set nul (dvs. planterne optager den samme mængde, som der frigives fra jorden), optaget af metan i de udbredte tørre jorde overstiger frigivelsen af metan fra vådområder, og mængderne af kvælstof i jordmiljøet er så begrænset, at frigivelsen af lattergas er meget lille.