Grønlands kulturlandskaber

Fra nord til syd spænder landets biotoper fra højarktisk ørken i Peary Land, hvor moskusokser udgjorde det primære jagtvildt, til Sydvestgrønlands subarktiske miljø, der muliggør agerbrug. Menneskets indvandring og spredning og den følgende samfærdsel og handel er primært sket langs kysten, hvorved især østkystens samfund i lange perioder oplevede isolation fra vestkystens mere befolkningsrige områder. Der opstod tidligt koncentrationer af bosættelser i skærgårdsmiljøer ved de store fjordes udmunding og nær områder med åbent vand i de isdækkede havområder med rige marine ressourcer.

Råmaterialer blev desuden tilvejebragt i form af drivtømmer, fedtsten og jern, ligesom Saqqaq- og Dorsetkulturerne udnyttede forekomster af killiaq og andre egnede stenarter til produktionen af stenredskaber.

Mennesket har gennem årtusinder brugt og fortolket landskaberne på forskellige måder, og sporene ses overalt i form af bopladser med rester af fortidens huse af tørv og sten, stensatte depoter, skydeskjul og varder, der viser vej eller blev brugt til drivjagt. På overfladen ses sporene efter de tidligste mennesker, Saqqaq, Independence I og Grønlandsk Dorset, som regel kun i de nordligste egne, hvor ildsteder og teltringe af de sten, der blev brugt til at holde teltskindet tæt mod jorden, ligger synligt, hvor de blev efterladt for måske årtusinder siden.

I Vestgrønland er det inuits og nordboernes tørve- og stenbyggede boliger, og for nordboernes vedkommende også kirker og opbevaringshuse, der springer i øjnene.

Landvildtet spillede en stor rolle i Vestgrønland mellem Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) og Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden), hvor de isfrie landområder er levested for de største og mest stabile rensdyrbestande. I denne del af landet danner kystens marine ressourcer i samspil med indlandets rensdyrbestande grundlag for den karakteristiske kyst-indlands-økonomi, hvor livet på kystens vinterbopladser om sommeren blev afløst af teltliv, fiskeri ved elvmundinger og rensdyrjagt i indlandet. Denne karakteristiske livsform og årsrytme søges bevaret og formidlet i verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat. Nordboerne havde i modsætning til inuit et bebyggelsesmønster, der i udpræget grad var orienteret mod inderfjorden og de mere produktive græsningsarealer. Nordboerne såvel som nutidens fåreavleres livsform søges bevaret i verdensarvsområdet Kujataa i Sydgrønland.

Byerne er i de fleste tilfælde vokset op omkring 1700- og 1800-tallets kolonier. Kolonisternes indhandling var afhængig af en størst mulig fangerbefolkning, der kunne levere spæk, skind og fisk. Senere har disse lokaliseringer budt på udfordringer i forhold til etablering af lufthavne eller tilvejebringelse af drikkevand eller arealer til byggeri.