Nordboerne (Grønland)

Bortset fra ejermærker, korte kristne bønner og hedenske trylleformularer skrevet i runer på træstykker og fedtsten og et enkelt brev udfærdiget på bispesædet Garðar i 1409 har nordboerne intet efterladt på skrift. Alt, hvad der er skrevet om dem, er forfattet af fremmede. Det gælder også de islandske sagaer, hvor historierne om Grønland i stor udstrækning først blev nedfældet fra 1200-tallet, efter et par århundreders mundtlig overlevering. Særligt Vinlandssagaerne – Erik den Rødes Saga og Grænlendinga Saga – beretter om landnammet i Grønland og rejserne til Vinland på det amerikanske kontinent. Fra efter 1200-tallet findes enkelte mere detaljerede kilder, heriblandt notater i de islandske annaler, det norske prosaværk Kongespejlet og Ívar Barðarsons Beskrivelse af Grønland.

Trods de skriftlige kilders fragmentariske tilstand og problematiske ophav har de langt op i tiden været definerende for nordboforskningen. I 1830’erne igangsatte Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab en systematisk indsamling af skriftlige kilder om det norrøne Grønland, der siden udgjorde forståelsesrammen for de topografiske og arkæologiske undersøgelser i nordbobygderne. Undersøgelserne blev gradvis mere systematiske og professionelle, fra slutningen af 1800-tallet under Kommissionen for Ledelsen af de Geologiske og Geografiske Undersøgelser, fra 1921 under Danmarks Nationalmuseum og fra 1982 med Grønlands Nationalmuseum & Arkiv som aktiv forskningspart og ansvarlig myndighed. Det var dog først med 1970’ernes introduktion af nye videnskabelige tilgange, metoder og internationale tværvidenskabelige samarbejder, at de grønlandske nordboer for alvor fik en egen stemme gennem arkæologien.

Nordboerne bosatte sig i to dele af Sydvestgrønland. Den største bosættelse var Østerbygden, hvor der er registreret mere end 560 arkæologiske lokaliteter. Bebyggelsen i Østerbygden var spredt over et isfrit areal på ca. 24.000 km², der strakte sig mere end 300 km fra landets sydspids og op til nutidens Arsuk. Cirka 350 km længere mod nord lå den mindre Vesterbygden med kun ca. 110 registrerede lokaliteter og et areal på ca. 10.000 km² omkring Nuuk- og Ameralik-fjordsystemerne. I Østerbygden fandtes bebyggelsen fra kanten af Indlandsisen og ud til det yderste af fjordene, mens Vesterbygdens gårde næsten udelukkende lå i de indre dele af fjordene. Denne forskel i bebyggelsen afspejler de lidt mere gunstige miljømæssige forhold og højere indbyggertal i Østerbygden.

I begge nordbobygder var bebyggelsen koncentreret og mest omfattende i de indre fjorde, hvor frodige dalstrøg, fjelde og sletter langs kanten af Indlandsisen udgør den klimatiske og miljømæssige niche, der egner sig bedst til landbrug med husdyr. Her findes subarktiske og mere kontinentale områder kendetegnet ved koldere vintre og varmere somre samt et mere tørt og stabilt miljø end i den lavarktiske og havprægede kystzone langs Davissstrædet. Selvom afstanden imellem de to zoner kun er 60-100 km, er der en slående forskel fra kystens sparsomt bevoksede fjord- og skærgårdsmiljø til de regulære 4-6 m høje kratskove af pil og birk i indlandets mest frodige og beskyttede dale. Selv i de indre fjorde var nordboernes landbrug dog på grænsen af det mulige, og næsten alle gårde lå på solrige fjeldskråninger helt ned til fjorden eller op gennem lavtliggende dalstrøg med rig bevoksning.

Fordi de begrænsede vegetationsressourcer skulle opretholde nærmest selvforsynende nordbogårde, lå de næsten alle enkeltvis og forholdsvis spredt. Langtfra alle gårde var dog selvstændige. Mange var, eller kom med tiden, i et afhængighedsforhold til de rigeste stormandsgårde som en form for lejer- eller fæstegårde. Manglen på skriftlige oplysninger fra det norrøne Grønland gør det imidlertid umuligt at afgøre, om der her udviklede sig lige så komplicerede arverets- og ejendomsforhold som i det øvrige Nordatlanten. Meget tyder dog på, at bygderne oplevede en stigende socioøkonomisk centralisering omkring en lille samfundselite bosat på stormandsgårde, der nærmest var at sammenligne med godser eller herregårde med store jordtilliggender.

Stormandsgårdene kan genkendes på deres landbrugsmæssigt gunstige beliggenhed samt størrelsen, antallet og kombinationen af tilstødende bygninger, herunder festsal og kirke. Stormandsgårdene skiller sig så tydeligt ud, at flere med stor sandsynlighed har kunnet identificeres med navngivne steder i de middelalderlige skrifter, heriblandt Erik den Rødes Brattahlíð (Qassiarsuk), Hvalsey (Qaqortukulooq) og Herjolfsnæs (Ikigaat) i Østerbygden og Sandnes (Kilaarsarfik) og Anavik (Ujarassuit) i Vesterbygden. Bispesædet Garðar (Igaliku) indtager en særstilling som den absolut største bedrift i Grønland og udmærker sig især ved sine enorme stald- og lagerbygninger og en katedral. Nordboernes juridiske institutioner, tingstederne, ser også ud til at have været knyttet til stormandsgårdene, ligeså handelen og hermed redistributionen af importvarer, ikke mindst det dyrebare jern, som man ikke selv producerede i landet. Stormandsgårdene var nordbosamfundets religiøse, socioøkonomiske og juridiske omdrejningspunkter. Det var også kun stormændene, der ejede skibe af den nødvendige størrelse til fangstrejser til landets fjerne egne.

Uden for bygderne strakte sig det store arktiske vildnis, som nordboerne kaldte ubygderne. Her trivedes hvalros, narhval, isbjørn og andre arktiske dyr, altså kilden til tand- og skindvarer, der uden for Grønland var sjældne og derfor meget værdifulde. Disse handelsvarer udgjorde grundlaget for nordboernes fortsatte handelssamkvem og kontakt med Norden og Europa. Skriftlige og arkæologiske kilder viser da også, at jagten på arktiske luksusvarer i ubygderne var hyppig, velorganiseret og af stor værdi. Et særlig vigtigt område var Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) ca. 500 km nord for Vesterbygden. Området er identificeret som de skriftlige kilders nordlige jagtmarker. Men fangsten førte nordboerne endnu længere nordpå, og et af de mest sikre og vigtige fund fra de fjerne jagtmarker er runestenen fra øen Kingittorsuaq nær Upernavik på 72,5° nord. Runestenen beretter kortfattet om tre nordboere, der rejste varder på øen i april engang i 1200-tallet.

Dyreknogler fundet i affaldslag ved gårdene viser, at havpattedyr, først og fremmest sæl, også spillede en afgørende rolle i nordboernes subsistensøkonomi, specielt på de mindste gårde. Allerede i bebyggelsens tidligste år udgør sæl 40-60 % af det samlede antal dyreknogler, og andelen vokser hen imod 1400-tallet til op til 80 % på nogle gårde. Et helt samstemmende billede af havpattedyrenes store og voksende betydning er også belyst ved isotopanalyser direkte på nordboernes skeletter. Disse viser, at allerede hos de tidligste nordboere kunne protein fra havpattedyr udgøre 15-50 % af kosten, mens andelen i den sidste tid lå på 50-80 %. Overordnet viser isotopanalyser, at der i begyndelsen var en større spredning i, hvem der havde adgang til kost fra landbruget og havet, men at alle – uanset status i samfundet – i sidste ende spiste flere havpattedyr.

Knogler af hele sæler findes i mængder i affaldslagene på både de fjordnære og indlandets nordbogårde. Knoglerne er oftest af unge dyr af de sælarter, der i middelalderen sæsonvis trak langs de grønlandske kyster i milliontal. Dette antyder, at sæljagten var en koordineret aktivitet, hvor fangstmænd samarbejdede om periodevis massejagt på sæl i mundingen af fjordene. Når fangsten var overstået, blev byttet fordelt, måske efter status i samfundet eller den enkeltes andel i jagten. Nordboerne drev også fangst på stationære sælarter og stort set alle de vilde landdyr og fugle, der sæsonmæssigt fandtes i miljøet. Bortset fra jagten på rensdyr, der især i Vesterbygden var en vigtig kilde til kød, ser udnyttelsen af de øvrige vilde arter ud til kun at have udgjort et mindre supplement til kosten.

Trods fangstens betydning var nordboerne forankrede i en landbrugskultur baseret på landejendom og husdyr. Som andre steder i Nordatlanten kan deres landbrug beskrives som græsbrug, altså et brug med sigte på kød- og mælkeproduktion ved græsning og fodring af kvæg, svin, geder og får, hvor sidstnævnte også gav uld til tekstiler. Heste var primært transport- og trækdyr, hunde blev brugt til jagt og til at vogte, mens katte kunne holde hjem og fadebur fri for de mus, som også blev introduceret til Grønland med nordboernes landbrugspakke. Kvæget var det vigtigste husdyr, ikke kun som kød- og malkedyr, men også som en valuta, og derfor også som statusmarkør. Det kan forklare, hvorfor nordboerne igennem hele bosættelsen holdt relativt mange køer, selvom de var vanskelige at overvintre med i det arktiske miljø. På mindre gårde blev får og, som noget særligt grønlandsk, geder, med tiden langt de vigtigste både kød- og malkedyr. Nogle gårde i randområderne ser ud til nærmest at have specialiseret sig i denne produktion. Svin derimod blev med tiden næsten helt udfaset og fandtes til sidst kun på de rigeste gårde.

For de fastboende nordboere var gården med dens hushold, dyr og tilhørende landejendom den socioøkonomiske kerneenhed. Gårdens centrum og største bygning var hovedhuset, der ofte og specielt i den senere periode husede ikke blot en udvidet familie, men også husdyr. Disse såkaldt centraliserede gårde var en tilpasning til de arktiske forhold, der på samme tid var varmeeffektiv, materialebesparende og gjorde det muligt at tilse dyrene uden at gå udenfor. Spredt om hovedhuset lå andre bygninger som stalde, lader, tørre- og lagerhuse, badstuer, smedjer og folde til dyrene. Gårdens huse, alle opført i græstørv, sten og træ, lå på eller omkring en hjemme- eller indmark, et gødet og derfor relativt frodigt græs- eller engareal, hvor der blev dyrket hø til at vinterfodre husdyrene. Uden for indmarken lå udmarken, det uopdyrkede land, der strakte sig ud i ubygdens arktiske vidder. Udmarken var et vigtigt ressourceområde for nordboerne. Her fandtes græsgange og samledes foder til husdyrene, brændsel til den lange vinter, fedtsten til lamper, fade og kar, ben og tak til redskaber, drivtømmer til bygninger, møbler og redskaber og, endnu fjernere i udmarken, de livsnødvendige havpattedyr, fugle og andet vildt.

Nyere forskning har vist, at flertallet, måske op til to tredjedele af de kendte nordbolokaliteter, var sætere. Sætere var bygninger i udmarken, hvor kun en mindre del af husholdet tog sæsonmæssigt ophold, ofte for at lade husdyrene sommergræsse mens man fortsatte mælkeproduktionen. Udelades disse sætere af optællingen, var der kun 200-300 regulære gårde, hvilket svarer til et samlet befolkningstal på maksimalt ca. 3.000 mennesker på højdepunktet af bosættelsen. Dette lave befolkningstal stemmer godt overens med det anslåede antal af begravede på nordboernes kirkegårde.

Der er ikke fundet hedenske grave i nordbobygderne, og arkæologiske dateringer af de tidligste kirker viser, at de blev bygget lige efter landnammet. De blev opført på stormandsgårdene nær bolighuset og signalerede dermed samhørigheden mellem samfundseliten og religionen. De første kirker var små, i gennemsnit kun omkring 10 m², og opført i tørv, sten og drivtømmer. De omgivende kirkegårde var cirkulære og havde en diameter på 14-20 m. Alle blev begravet på kirkegården, mens den lille kirkebygning kun var til brug for kirkeejeren og hans hushold. Større kirker med romansk grundplan – med skib og mindre kor i øst – dukkede op i Grønland fra 1100-årene, samtidig med at firsidede kirkegårde blev indført.

De romanske kirkers kor med det allerhelligste, alteret, var forbeholdt de præsteviede, og måske den nye planløsning skal ses som et tegn på voksende gejstlig indflydelse i forlængelse af stiftelsen af det grønlandske bispesæde på Garðar i 1124. Bispen indviede og havde tilsyn med præsterne, og formentlig krævede bispen af kirkeejerne, at de opfyldte de liturgiske krav og inddrev kirkeskatter. Ifølge de islandske beretninger var det grønlænderne selv, der tog initiativet og bad den norske kong Sigurd Jorsalfar udpege sig en biskop. Kongen udpegede den norske præst Arnald, og med tanke på bispens store økonomiske og åndelige magt kan det undre, at alle efterfølgende grønlandske bisper var norske. I Island var det de rigeste slægter, der besatte bispeembederne helt frem til 1300-årene. Måske var ingen af stormændene velhavende nok til at gribe bispestolen, eller også så de større fordel i at støtte norsk udpegede bisper.

I 1261 vendte søfarende hjem til Norge efter fire vintre i Grønland. De overbragte nyheden om, at grønlænderne accepterede at betale skatter og afgifter til den norske konge, et resultat af flere års aktiv norsk udenrigspolitik i Nordatlanten. Ved kroningen af kong Håkon 4. i Bergen i 1247 havde den pavelige udsending deklareret, at intet folk skulle være uden konge, og samme sommer blev biskop Ólafur sendt til Grønland for at få nordboerne til at underkaste sig. Man formoder, at de grønlandske bygder – som man historisk ved om opgivelsen af den islandske fristat i 1262 – frivilligt underkastede sig med et krav om, at den norske konge skulle sikre besejlingen og dermed handel og forsyninger. Kongen var ikke stærkt repræsenteret i landet, og kun et par kongsgårde er flygtigt nævnt i de skriftlige kilder. Kongemagtens sande interesse lå i indtægterne fra de toldafgifter, som handelsskibene fra Grønland måtte betale, når de ankom til handelsbyen Bergen.

Med en begrænset administration var kongemagten formentlig afhængig af den gejstlige institution, som havde mere end 100 års erfaring i landet. Byggeriet af syv store et-rums stenkirker efter 1250-1300 er måske netop udtryk for nære alliancer mellem den norske kirke- og kongemagt og magtfulde grønlandske storbønder. Den fornemste repræsentant for etrumskirkerne er den meget velbevarede Hvalseyfjordens kirke i Qaqortukuluup Imaa. Kirken er bygget helt i sten, og murene har været tætnet med mørtel fremstillet af lokale strandskaller. Byggeteknikken afviger fra, hvad vi ellers kender, og formentlig er de unikke stenkirker opført under ledelse af britiske bygmestre, der var sendt til Grønland af den norske konge.

Affolkningen af nordbobygderne begyndte allerede i midten af 1200-tallet, men tog for alvor fat i løbet af 1300-årene. Omkring år 1400 lå Vesterbygden øde hen, og 50 år senere var også Østerbygden forladt. Der er gennem tiden fremsat mange forklaringer på, hvorfor det skete. I dag er der bred enighed om, at affolkningen skyldtes et uheldigt sammenfald af flere forhold. Bosætningen var i udgangspunktet sårbar. Geografisk lå nordbobygderne langt fra den verden, som nordboerne var afhængige af. Klimatiske forværringer i 1200-årene – begyndelsen på Den Lille Istid – satte det allerede skrøbelige landbrug under hårdt pres og førte til øget afhængighed af sælfangst. Omstillingen var i første omgang vellykket, men maskerede måske også, at den samfundsorden, hvorpå de ledende slægters magt og autoritet hvilede, begyndte at vakle.

Også udenrigshandelen, som ligeledes var under storbøndernes kontrol, svigtede, og der var meget lidt, de kunne gøre, da kontakterne til Norden og Europa var helt afhængige af tilrejsende købmænd. Nordboerne selv ejede ikke havgående skibe. Den voksende geografiske, økonomiske og kulturelle isolation skabte et stort ydre pres på nordbosamfundet, som de ikke selv kunne modvirke. Hertil oplevede de også et indre pres. Den samlede befolkning oversteg nok aldrig 3.000 mennesker, og befolkningstallet faldt kraftigt i 1300-årene. Uanset om dele af befolkningen udvandrede, eller de omkom på grund af tiltagende dårlige livsvilkår, ulykker på rejser til og fra fangstområderne eller hyppigere møder med en voksende befolkning af inuit, skulle der, med det kalkulerede antal indbyggere, ikke mere til end et gennemsnitlig årligt tab af ca. ti unge fertile mennesker, før afviklingen af nordbosamfundet var en naturlig demografisk konsekvens. Mangel på arbejdskraft i samfundet, bl.a. til de lange fangstrejser, kan have resulteret i nedsat produktion af netop de handelsvarer, som fremmede købmænd rejste efter, hvilket gjorde det mindre attraktivt for dem at risikere de farlige rejser til Grønland. En negativ spiral, der blev forstærket af faldende priser på især hvalrostanden på de europæiske markeder.

Forsøget på at sikre handel og kontakt med Europa var netop en af grundene til, at nordboerne i 1261 frivilligt underlagde sig den norske konge. Men modtrækket havde begrænset effekt. Voldsomme pestudbrud i Norge 1347-52 svækkede landet, og gjorde det umuligt for kongen at opfylde sine forpligtelser. Bedre blev det ikke, da Norge i 1380 indgik i dynastisk forbindelse med Danmark, og tvillingerigets administration flyttede til København, hvor interessen for den fattige fjerne bosættelse i Grønland øjensynlig ikke var stor.

Der er ingen viden om, hvordan livet udfoldede sig for de sidste nordboere. Kirken trak sig ud i 1378, da den sidste biskop på Garðar døde. Et juridisk efterspil beretter om et bryllup på Hvalsey i 1408, imens det sidste skib, vi kender til, forlod Grønland i 1420. Blandt passagererne var gæster fra brylluppet i 1408.

Læs mere om Grønlands historie

Læs videre om

• Grønlandsk byggeskik og arkitektur før koloniseringen
• Landbrug i Grønland
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Grønland
• Palæo-inuit
• Kujataa – landbrug på randen af Indlandsisen

Læs også om

• Inuitkulturen – før-kolonitid
• Kolonitiden frem til krigsårene i Grønland
• Grønland under 2. Verdenskrig
• Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland
• Indførelse af hjemmestyre i Grønland
• Grønlands vej til selvstyre

Se alle artikler om Historie