Dyreknogler fundet i affaldslag ved gårdene viser, at havpattedyr, først og fremmest sæl, også spillede en afgørende rolle i nordboernes subsistensøkonomi, specielt på de mindste gårde. Allerede i bebyggelsens tidligste år udgør sæl 40-60 % af det samlede antal dyreknogler, og andelen vokser hen imod 1400-tallet til op til 80 % på nogle gårde. Et helt samstemmende billede af havpattedyrenes store og voksende betydning er også belyst ved isotopanalyser direkte på nordboernes skeletter. Disse viser, at allerede hos de tidligste nordboere kunne protein fra havpattedyr udgøre 15-50 % af kosten, mens andelen i den sidste tid lå på 50-80 %. Overordnet viser isotopanalyser, at der i begyndelsen var en større spredning i, hvem der havde adgang til kost fra landbruget og havet, men at alle – uanset status i samfundet – i sidste ende spiste flere havpattedyr.
Knogler af hele sæler findes i mængder i affaldslagene på både de fjordnære og indlandets nordbogårde. Knoglerne er oftest af unge dyr af de sælarter, der i middelalderen sæsonvis trak langs de grønlandske kyster i milliontal. Dette antyder, at sæljagten var en koordineret aktivitet, hvor fangstmænd samarbejdede om periodevis massejagt på sæl i mundingen af fjordene. Når fangsten var overstået, blev byttet fordelt, måske efter status i samfundet eller den enkeltes andel i jagten. Nordboerne drev også fangst på stationære sælarter og stort set alle de vilde landdyr og fugle, der sæsonmæssigt fandtes i miljøet. Bortset fra jagten på rensdyr, der især i Vesterbygden var en vigtig kilde til kød, ser udnyttelsen af de øvrige vilde arter ud til kun at have udgjort et mindre supplement til kosten.
Trods fangstens betydning var nordboerne forankrede i en landbrugskultur baseret på landejendom og husdyr. Som andre steder i Nordatlanten kan deres landbrug beskrives som græsbrug, altså et brug med sigte på kød- og mælkeproduktion ved græsning og fodring af kvæg, svin, geder og får, hvor sidstnævnte også gav uld til tekstiler. Heste var primært transport- og trækdyr, hunde blev brugt til jagt og til at vogte, mens katte kunne holde hjem og fadebur fri for de mus, som også blev introduceret til Grønland med nordboernes landbrugspakke. Kvæget var det vigtigste husdyr, ikke kun som kød- og malkedyr, men også som en valuta, og derfor også som statusmarkør. Det kan forklare, hvorfor nordboerne igennem hele bosættelsen holdt relativt mange køer, selvom de var vanskelige at overvintre med i det arktiske miljø. På mindre gårde blev får og, som noget særligt grønlandsk, geder, med tiden langt de vigtigste både kød- og malkedyr. Nogle gårde i randområderne ser ud til nærmest at have specialiseret sig i denne produktion. Svin derimod blev med tiden næsten helt udfaset og fandtes til sidst kun på de rigeste gårde.
For de fastboende nordboere var gården med dens hushold, dyr og tilhørende landejendom den socioøkonomiske kerneenhed. Gårdens centrum og største bygning var hovedhuset, der ofte og specielt i den senere periode husede ikke blot en udvidet familie, men også husdyr. Disse såkaldt centraliserede gårde var en tilpasning til de arktiske forhold, der på samme tid var varmeeffektiv, materialebesparende og gjorde det muligt at tilse dyrene uden at gå udenfor. Spredt om hovedhuset lå andre bygninger som stalde, lader, tørre- og lagerhuse, badstuer, smedjer og folde til dyrene. Gårdens huse, alle opført i græstørv, sten og træ, lå på eller omkring en hjemme- eller indmark, et gødet og derfor relativt frodigt græs- eller engareal, hvor der blev dyrket hø til at vinterfodre husdyrene. Uden for indmarken lå udmarken, det uopdyrkede land, der strakte sig ud i ubygdens arktiske vidder. Udmarken var et vigtigt ressourceområde for nordboerne. Her fandtes græsgange og samledes foder til husdyrene, brændsel til den lange vinter, fedtsten til lamper, fade og kar, ben og tak til redskaber, drivtømmer til bygninger, møbler og redskaber og, endnu fjernere i udmarken, de livsnødvendige havpattedyr, fugle og andet vildt.
Nyere forskning har vist, at flertallet, måske op til to tredjedele af de kendte nordbolokaliteter, var sætere. Sætere var bygninger i udmarken, hvor kun en mindre del af husholdet tog sæsonmæssigt ophold, ofte for at lade husdyrene sommergræsse mens man fortsatte mælkeproduktionen. Udelades disse sætere af optællingen, var der kun 200-300 regulære gårde, hvilket svarer til et samlet befolkningstal på maksimalt ca. 3.000 mennesker på højdepunktet af bosættelsen. Dette lave befolkningstal stemmer godt overens med det anslåede antal af begravede på nordboernes kirkegårde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.