Isen, der frigiver ilt og næringsstoffer, bidrager til et ekstraordinært stort dyreliv i fjorden, så der har været flere og efter datidens målestok store bosætninger ved fjordens munding. Saqqaq-folket blev efter et kortere tomrum fulgt af Dorset-folket, og derefter fulgte en længere årrække uden bosætninger, indtil inuit slog sig ned ca. 1150.
En af landets største kendte inuitbopladser er Sermermiut (Gletsjerfolkets sted) ved mundingen af Kangia på fjordens nordside få kilometer fra det nuværende Ilulissat. Fra 1600-tallet fik befolkningen her stadig hyppigere kontakt med europæiske hvalfangere og tuskhandlede med dem.
Etableringen af handelsstationen i 1741 gav mere stabile handelsmuligheder for inuit, der med bl.a. spæk, skind og stødtænder fra fx hvalros byttede sig til skydevåben, isenkram og perler. Langsomt begyndte befolkningen ved Sermermiut at flytte de få kilometer til kolonien med dens handelsstation, der i 1805 havde 86 indbyggere.
I 1848 blev der etableret et seminarium for kateketer, der medførte en kulturel opblomstring.
De sidste beboere flyttede fra Sermermiut i 1850, og koloniens indbyggertal nåede 262. Allerede 30 år senere var indbyggertallet vokset til 418. Med de mange mennesker og den store indhandling af spæk og skind blev fangstoplandet for lille, og der var perioder med sult og nød. For at sprede befolkningen blev der oprettet nye handelspladser i kolonidistriktet. I 1867 blev Ilulissat ramt af et alvorligt tuberkuloseudbrud, og en tredjedel af befolkningen døde.
I takt med udbredelsen af petroleum og andre råolieprodukter i Europa faldt efterspørgslen efter spæk betydeligt. Som erstatning for indtægter fra sælfangst blev langlinefiskeri af grønlandshaj fra 1890’erne den primære indtægtskilde, hvor leveren blev eksporteret på grund af det store olieindhold. Hajfiskeriet blev i høj grad suppleret med langlinefiskeri efter hellefisk fra fjordisen til eget forbrug og fodring af hunde, og en gradvis eksport til Danmark begyndte – med 22 tons hellefisk indhandlet i 1899. Således begyndte omstillingen fra fangertilværelse til fiskeri tidligere i Jakobshavnsområdet end i resten af landet. Det betød, at befolkningen i langt højere grad gik over til pengeøkonomi, fordi mulighederne for selvforsyning er mindre som fisker end ved sælfangst.
Med fiskeri som det nye hovederhverv ændredes bosætningspolitikken, og i mellemkrigsårene ønskede de danske myndigheder at samle en større del af distriktets befolkning i Ilulissat. I 1938 boede der 528.
Afkoloniseringen og moderniseringen efter 2. Verdenskrig styrkede Danmarks ønske om at samle befolkningen, bl.a. for at kunne intensivere fiskeriet. På samme tid kom der store mængder torsk til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt), og torskefiskeriet satte yderligere gang i den økonomiske og befolkningsmæssige vækst, samtidig med at hellefisken fik mindre betydning. Men torskeeventyret varede ikke længe, og allerede i 1960’erne begyndte torsken at forsvinde fra Qeqertarsuup Tunua. På samme tid begyndte der at komme gang i kutterfiskeriet af rejer, der havde langt større økonomisk betydning end torsken. Aktiviteten nødvendiggjorde, at der i 1960 blev bygget en Atlantkaj og i 1961 en dæmning til vandreservoiret for at sikre vandforsyningen. I 1962 etablerede Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) en egentlig fiskefabrik, der i 1969 blev udvidet for at forøge rejeproduktionen. Foruden rejer blev der produceret frossen torsk, havkat, hellefisk mv., og fabrikken beskæftigede 200 medarbejdere i sæsonen. I 1967 blev en privat fiskefabrik, der producerede rejer og frosne hellefiskefileter, etableret.
Udviklingen medførte stor byggeaktivitet, og i 1969 beskæftigede 20 håndværksmestre i alt 113 ansatte, hvoraf en stor del kom fra Danmark. I en intensiv periode blev meget af byens centrale infrastruktur etableret, som heliporten (1965), Hotel Hvide Falk (1970), byens to store folkeskoler (1974 og 1977), sportshal (1976) samt flere store boligkomplekser. Der kom vandforsyning og kloak i dele af byen, og sygehuset blev udvidet (1980).
I forbindelse med den danske stats tvangslukning af kulminebyen Qullissat i 1972 blev mange af indbyggerne flyttet til Ilulissat og de fleste bosat i boligblokke i en bydel, der af mange siden blev kaldt Qullissaaqqat (Lille Qullissat).
I 1968 var der 2.382 indbyggere, og i 1977 var byens befolkning vokset til 3.572. Fra midten af 1980’erne kom der igen gang i fiskeriet efter hellefisk, og i 1998 etablerede Royal Greenland en hellefiskefabrik. I 2010 grundlagde en gruppe lokale fiskere hellefiskefabrikken Halibut Greenland for at skabe konkurrence til Royal Greenland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.