Kortlægningen af Grønland

En vigtig milepæl var, da danskeren Claudius Clavus i 1427 tegnede det første kort med både Island og Grønland. Clavus havde studeret Ptolemaios’ værker, og hans kort blev fundet sammen med Ptolemaios’ håndskrifter. Clavus kom frem til en overraskende god bestemmelse af Grønlands sydspids, og han bragte for første gang landet på verdenskortet under den latinske betegnelse Gronlandia. Han tog dog fejl, da han tegnede Grønland som værende en del af en sammenhængende landmasse med Rusland.

Efter Clavus’ kort fra 1427 er gengivelsen af Grønland gennem tiderne lidt af et mysterium. Det skyldes, at Mercator på sit kendte verdenskort fra 1569 placerede Grønland overraskende korrekt og som en selvstændig ø. På det tidspunkt var der formentlig ingen, som havde rejst i eller samlet kortlagt landets nordlige egne. Vidensgrundlaget for verdenskortet fra 1569 forbliver således en gåde.

I resten af Europa var der en stigende interesse for kortlægningen af de arktiske vande. Ikke mindst England var ihærdige i deres søgen efter en Nordvestpassage – en søvej til Østen nord om Amerika. I 1576 nærmest genopdagede Martin Frobisher Grønland, og i 1585-87 foretog hans landsmand John Davis tre ekspeditioner og nåede helt til Upernavik.

Udforskningen af østkysten var langt mere problematisk pga. storisen, der spærrede adgangen til det ukendte land. Fra de danske kolonier i sydvest foretog Peder Olsen Walløe i 1751-53 en rejse i skindbåd op langs kysten. I 1822 havde William Scoresby fundet den fjord, som kom til at bære hans navn, og i 1823 nåede Douglas Charles Clavering og Edward Sabine længere nordpå og blev på Clavering Ø mødt af en hidtil ukendt inuitstamme.

I 1875-76 lykkedes det en britisk ekspedition under George Nares at nå helt ud i Det Nordlige Ishav og kortlægge den østlige del af nordkysten. Først i 1902-04 kunne Den Litterære Ekspedition under ledelse af Mylius-Erichsen kortlægge den sidste del af vestkysten. I mellemtiden havde en række ekspeditioner ledet af amerikaneren Robert Peary udvidet kendskabet til den nordligste del af landet, og i 1891 kunne Peary ved selvsyn slå fast, at Grønland er en ø.

Den utilgængelige Blosseville Kyst mellem Tasiilaq (tidligere Ammassalik) og Ittoqqortoormiit (tidligere Scoresbysund) blev senere kortlagt af Georg Carl Amdrup og Ejnar Mikkelsen 1898-1900. Svenske Alfred Nathorst kortlagde den store Kong Oscar Fjord. Danmark-ekspeditionen (1906-08) satte et vigtigt punktum i udforskningen af Grønland ved at udforske store dele af Peary Land. Da Knud Rasmussen i 1910 havde etableret sin station ved Uummannaq-bopladsen (og senere navngav »Kap York Stationen«), påbegyndte han en række ekspeditioner, Thuleekspeditionerne 1912-33, som bl.a. kortlagde de store fjorde ved nordkysten og knyttede forbindelsen til øst. Dermed var stort set hele landets kyst kendt.

Indlandsisen forsøgte J.A.D. Jensen (Bildsøe) i 1878 og Alfred Nordenskiöld i 1883 at trænge ind på fra vest. I 1888 valgte Fridtjof Nansen at gå den modsatte vej op på isen ved Tasiilaq og tværs over landet til Nuuk Fjord. Samme vej fulgte Johan Peter Koch i 1912-13 fra Nordøstgrønland til Upernavik, og det stod nu klart, at der var tale om et sammenhængende isdække i hele landets indre.

Læs mere om Grønlands historie

Læs videre om

• Hans Egede og missionstjenesten
• Kolonitiden frem til krigsårene i Grønland
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Grønland
• Grønlands traditioner og fortællinger

Læs også om

• Palæo-inuit
• Nordboerne
• Inuitkulturen – før-kolonitid
• Grønland under 2. Verdenskrig
• Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland

Se alle artikler om Historie