Den formelle forbindelse mellem Grønland og Danmark opstod, da Danmark og Norge i 1380 blev sammensmeltet til en union. Det var udgangspunktet, da danskere og nordmænd fra 1721 genoptog koloniseringen. Da Danmark blev tvunget til at afstå Norge til Sverige i 1814 efter Napoleonskrigene, blev handel og administration af Grønland og Færøerne overført til København.
Efter 2. Verdenskrig bad den danske regering en af landets mest fremtrædende jurister, professor Alf Ross, om at vurdere de ændringer, man planlagde af Grønlands og Færøernes stilling. Han benyttede lejligheden til at beskrive begrebet »Rigsfællesskabet« som juridisk meningsløst, for et »fællesskab« kræver, at parterne har samme status. Ross mente derfor, at »Rigsenheden« bedre beskrev forholdet. Ikke desto mindre danner begrebet »Rigsfællesskabet« i daglig praksis rammen om forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne – og om diskussionerne om, hvordan forholdet burde være.
Grønlands og Færøernes forfatningsmæssige status har været anfægtet på hver sin måde som resultat af vidt forskellige historiske forløb for tilhørsforholdet til Danmark. Færinger har insisteret på at beskrive sig som en særskilt nation, der aldrig har accepteret overførelsen af suverænitet til København. Den grønlandske kritik har været fokuseret på, hvorvidt den formelle integration af Grønland i 1953 byggede på et frit og oplyst samtykke, der levede op til FN’s standarder for afkolonisering. Indvendingerne har især peget på, at grønlænderne ikke blev præsenteret for FN’s alternativer til integration: uafhængighed og fri association.
Politisk omtales Rigsfællesskabet ofte som ligeværdigt, men den officielle danske tolkning er fortsat, at hjemme- og selvstyreordningerne i hhv. Færøerne og Grønland fungerer som regionale myndigheder, der har fået overdraget magt fra staten. Der er almindelig enighed om, at det vil være politisk umuligt for Danmark ensidigt at afskaffe ordningerne. En del uafhængige jurister mener, at ordningerne har fået forfatningsmæssig status, selv om de ikke er nævnt i Grundloven, og at de er beskyttet af, at grønlænderne i henhold til folkeretten udgør et folk med ret til selvbestemmelse. Ligeværdigheden består dermed i en ret til selvstændighed, selv om den er udfoldet forskelligt. Eftersom Selvstyreloven fra 2009 beskriver en procedure for, hvordan Grønland erklærer sin uafhængighed, har diskussionerne siden koncentreret sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor ligeværdigheden fortolkes forskelligt i Grønland og Danmark.
Grønlands selvstyre er vidtgående i sammenligning med andre staters oversøiske territorier. Selvstyret omfatter de allerfleste interne anliggender og kan udstrækkes til stort set alle udestående områder, selv hvad der traditionelt regnes for kerneopgaver for en stat som fx politi, retsvæsen, udlændinge og grænsekontrol. Kun fastholder staten, at forfatning, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik må forblive under København som en forudsætning for, at man kan tale om en fælles stat eller rige. Det officielle danske svar til krav om øget selvbestemmelse inden for disse områder har som regel været, at det ville overtræde Grundloven. Grundlovstolkningen har dog over tid ændret sig, mest spektakulært, da overtagelsen af råstoffer og principielt også politi og retsvæsen alligevel var mulig. Samme bevægelse har udfoldet sig i forhold til involveringen af Grønland og Færøerne i udenrigsanliggender. For en del iagttagere understreger udviklingen, at dansk grundlovsfortolkning i forhold til Rigsfællesskabet er resultatet af en politisk snarere end en rent juridisk proces.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.