Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik

For så vidt angår udenrigs- og sikkerhedspolitik formaliserer Rigsfællesskabet en række procedurer for, hvordan Grønland og Færøerne involveres og kan optræde selvstændigt. Rammerne sættes i Grundloven og (efter aftale mellem Grønland og Danmark) i Selvstyreloven samt i forskellige love om samspil mellem regering og parlament. Grønland kan således ifølge Selvstyreloven »forhandle og indgå folkeretlige aftaler« med fremmede stater og internationale organisationer »på rigets vegne« inden for »overtagne sagsområder«. Men hvis Danmark er direkte involveret i sagen eller er medlemsstat af den pågældende internationale organisation, eller hvis både Grønland og Færøerne er involveret, overtager staten sagen. I sådanne sager og i andre udenrigsanliggender, der ledes af den danske regering, er der fastlagt en række principper for drøftelse og inddragelse af Grønland (og/eller Færøerne). Grønland har tilkæmpet sig denne indflydelse særligt igennem tre forløb:

Da Grønland forlod EF i 1985 og i samme periode hjemtog fiskeripolitikken, blev internationale forhandlinger om fiskekvoter en central arbejdsopgave. Men Hjemmestyrets udenrigskontor og Grønlands første udsendte diplomater i Bruxelles fortolkede målrettet Hjemmestyrelovens mandat om at varetage Grønlands »særlige erhvervsinteresser« så bredt som muligt. EU’s forhold til Grønland er i dag defineret ved tre aftaler, hvoraf to løbende genforhandles. Det drejer sig om Grønlandstraktaten efter Grønlands udtræden af EF i 1985 samt en fiskeri- og partnerskabsaftale. Så længe EU er tilfreds med fiskeriaftalen, har Grønland som »oversøisk land eller territorium« (OLT) toldfri adgang til EU’s marked. I dag har Grønland repræsentationer i Bruxelles, Washington DC, Reykjavik og Beijing.

De grønlandske diplomater er formelt udsendt som en del af det danske diplomati, men refererer i praksis til Naalakkersuisut og Udenrigsdepartementet i Nuuk. Repræsentationen i København, som også huser fagmedarbejdere fra departementer og styrelser, hører under Formandens Departement, og repræsentationschefen indgår i det diplomatiske korps i København.

Parallelt har forholdet til USA været med til at drive udvidelsen af hjemme- og selvstyremyndighedernes udenrigspolitiske kompetence. Som svar på en række sager i forbindelse med Thulebasen blev der i 1985 oprettet et Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, hvor inatsisartutmedlemmer kunne orienteres i fortrolighed, og i 2004 blev den tilkæmpede indsigt og indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken formaliseret i Itilleqaftalen, hvis bestemmelser genfindes i Selvstyreloven.

Senest har ændringer i det globale klima og forskydninger i globale økonomiske og sikkerhedsmæssige balancer rettet opmærksomheden mod Arktis. Det har givet Grønland flere muligheder for at etablere forbindelser uden om Danmark. I 2008 underskrev Grønland og Danmark sammen med de fire andre arktiske kyststater den såkaldte Ilulissat-erklæring. I erklæringen bekræftede regeringerne at ville løse eventuelle uoverensstemmelser om nye grænsedragninger i det smeltende Polarhav fredeligt og ifølge FN’s procedurer. Samtidig bekræftede man sin vilje til hver for sig og i etablerede samarbejdsfora, primært Arktisk Råd, at tage ansvar for miljø og udvikling, så forslag fra blandt andet globale miljøorganisationer om en international traktat om beskyttelse af Arktis mistede momentum.

I planerne for finansieringen af en fremtidig selvstændighed har Kina, efter Selvstyrets overtagelse af råstofområdet i 2009, stået højt på listen over potentielle investorer. Som reaktion på bl.a. dette har USA i 2020 åbnet et konsulat i Nuuk, der med hjælp fra amerikanske konsulenter og samarbejdsprogrammer har til opgave i stedet at øge integrationen af grønlandsk økonomi og samfund med Nordamerika. Samtidig ser USA moderniseringen af baser i russisk Arktis som en trussel mod Thulebasen. Man ønsker derfor øgede investeringer i forsvaret af Grønland, bl.a. med oplagt civil/militær »dual use«. Dermed har flere og flere af Selvstyrets »indenrigsanliggender« fået en sikkerhedspolitisk dimension, og det sætter kompetencefordelingen i Rigsfællesskabet under pres. Insisterer staten på at bestemme, så snart noget også er sikkerhedspolitik, vil det rulle Selvstyret tilbage. Omvendt er det i modstrid med en grundlovsfortolkning, der kræver dansk monopol på at føre sikkerhedspolitik, hvis Selvstyret insisterer på, at staten ikke må blande sig.