Selvstyret i Grønland

De 31 medlemmer af Inatsisartut vælges for en valgperiode på maksimalt fire år. Stemmeprocenten ved inatsisartutvalg har i dette århundrede ligget stabilt på 70-75 %, men faldt til ca. 66 % ved valget i april 2021. Interessen for landspolitik er noget højere målt på stemmeprocent end for kommunalvalg (ca. 60 %) og folketingsvalg (ca. 50 %). Der er én valgkreds ved inatsisartutvalg, og valgsystemet tilsigter proportionalitet, så et parti får tilnærmet samme andel af mandaterne som andelen af stemmer på landsplan (konkret anvendes den såkaldte d’Hondts metode til forholdsmæssig fordeling af mandaterne). Der er ikke en formel spærregrænse, men et mandat koster ca. 1.000 stemmer eller 3 % af de samlede stemmer. Systemet tilskynder, at vælgerne fordeler mandaterne på ganske mange partier, som man kender det fra flerpartisystemer i bl.a. Skandinavien. Ved de seneste par valg er andelen af kvinder, der blev valgt direkte ind, faldet til ca. 30 %, men tallet svinger en del i løbet af hver valgperiode, alt efter hvilke suppleanter der indkaldes.

Inden for hvert parti er kandidaterne opstillet sideordnet, dvs. partiets mandater tildeles de kandidater, der opnår flest personlige stemmer, og ikke ved prioriteret partiliste. Stemmerne for hvert parti samles ofte hos en enkelt stemmesluger. Han eller hun får dermed stemmer til ikke bare eget mandat, men trækker flere med ind. Resultatet bliver, at en række politikere bliver valgt ind i Inatsisartut med ganske få personlige stemmer (fx har lidt over 50 stemmer rakt til at blive indkaldt som suppleant efter valget i 2021). På den måde kan det være tilfældigt, om det er den ene eller den anden, der får tildelt et mandat – som man så eventuelt kan tage med sig, hvis man skifter parti. Sammenlignet med andre lande stemmer langt flere på personer end blot på et parti.

Suppleanter indkaldes ganske ofte, fx hvis et medlem beder om orlov fra Inatsisartut efter valg til Naalakkersuisoq (minister), Folketinget eller kommunalbestyrelse, ved internationale delegationsrejser, sygemelding eller fraflytning fra Grønland. Dobbeltmandater med sæde i både lands- og kommunalpolitik eller Folketinget er udbredt, men ofte til diskussion, og det varierer over tid, om de respektive partier tillader dobbeltmandater eller ej.

Oprindelig sikrede lov om valg til Inatsisartut en bred geografisk repræsentation ved, at otte kredse var sikret et eller flere mandater. Et af de væsentligste argumenter for at ændre loven med virkning fra 1999 var, at man ønskede mindre lokalpolitik i landspolitikken. Inatsisartut skulle i stedet tage udgangspunkt i landets samlede interesser. Det formål er ikke entydigt opnået. Ser man på kandidaternes personlige stemmetal, har mange en klar geografisk base. Debatter, forhandlinger og beslutninger er fortsat i en vis udstrækning præget af lokale sager og regionale interesser, ikke mindst i forhold til infrastruktur og fiskerierhvervet. En ændring af valgsystemet foreslås med jævne mellemrum af forskellige partier, fx ved at genindføre flere valgkredse.

De tre gamle partier fra 1970’erne var traditionelt relativt uproblematiske at placere ideologisk: Inuit Ataqatigiit (IA) længst til venstre, inspireret af antiimperialistiske bevægelser med marxistisk retorik. Siumut var det brede socialdemokratiske folkeparti. Det konservativt-liberale Atassut var det moderate parti, både økonomisk og i forhold til Danmark.

Over tid har tre træk præget partisystemets udvikling. For det første ved at IA gradvis er vokset fra en marginal position – både hvad angår størrelse og politisk indhold – til at være ligeværdigt med Siumut som potentielt regeringsbærende parti. For det andet har hjemmestyreårenes store borgerlige folkeparti, Atassut, mistet bredere vælgerappel. Den ideologiske plads og vælgerbase er i vid udstrækning overtaget af Demokraatit (Demokraterne). For det tredje har der over årene været lanceret en række nye partier, til tider baseret på lokale interesser eller personlige projekter.

De fleste nye partier har haft begrænset levetid, andre har formået at slå rod. En række udbrydere fra eksisterende partier har stiftet nye, flere med udgangspunkt i hvert sit grundtræk af Siumut-bevægelsen, fx Nunatta Qitornai (NQ) som de store planer og de store armbevægelsers parti og Naleraq (N) som den lille mands, fiskernes og fangernes parti. Det socialliberale Demokraatit blev også oprindelig stiftet af en udbryder fra Siumut, mens Samarbejdspartiet godt 15 år senere blev dannet af tidligere medlemmer af Demokraterne. Intet parti har opnået at blive valgt igen, hvis det først er stemt ud af Inatsisartut. Ved valget i 2018 blev hele syv partier valgt ind, men de to nyeste opnåede ikke genvalg i 2021.

Efter valget i april 2021 fik IA for kun anden gang i grønlands politiske historie formandsposten for Naalakkersuisut. Og i 2022 indtrådte Siumut for første gang som juniorpartner i en koalition. Siumut har ellers næsten uafbrudt siddet som det regeringsbærende parti siden partisystemets fødsel i 1970’erne. Siumut har dannet koalitioner med ideologisk meget forskellige partier og har ofte skiftet koalitionspartnere flere gange i en valgperiode. Siumut har, som en bred folkebevægelse, rummet mange politiske strømninger, lokale interesser og stærke personligheder. Formanden for både Naalakkersuisut og Siumut har oftest været én og samme person, og ofte har formændene haft mindst lige så meget arbejde med at holde sammen på eget parti som på sine koalitionspartnere. Koalitionsbrud sker relativt ofte som følge af politiske uenigheder om enkeltsager, principielle spørgsmål eller udløbere af forskudte magtbalancer internt i Siumut – eller som følge af, at et af de mindre partier har mistet tålmodigheden med Siumuts ledelse, kurs eller mangel på samme. Hovedreglen for skiftende koalitioner har været flertalsregeringer; dog har der været mindretalsregeringer i 1980’erne og i størstedelen af valgperioden 2018-21.

Der er udviklet en fast tradition, hvor koalitionsdannelser efter valg eller regeringsomdannelser ledsages af mere eller mindre ordrige politiske koalitionsaftaler. Store dele af dokumenterne består dog gerne af tilslutning til uspecificerede »reformer« af forskellige områder eller uprioriterede »opprioriteringer« af en lang række områder. Store dele af teksten kan derfor gå igen fra det ene regeringsgrundlag til det næste eller fra partiernes valgkampsmaterialer. Samtidig koncentreres koalitionsforhandlingerne om sager, der er højt på den aktuelle politiske dagsorden, og om poster i Naalakkersuisut, udvalg og bestyrelserne for de selvstyreejede aktieselskaber. I koalitionsaftaler kan der ligeledes indgås aftaler om at være enige om at være uenige, hvis et politikområde skaber en konfliktdimension, der ellers ikke kan løses – fx i forhold til minedrift, der indebærer udvinding af uran.

På baggrund af international forskning i koalitioner ville man forvente, at de dannes af partier med mindst mulig ideologisk afstand. Det har dog langtfra altid været tilfældet i Grønland. Mest spektakulært var, da socialistiske IA og liberale Demokraatit i 2009 gik sammen, ikke mindst for at sætte Siumut uden for døren. I forlængelse af partiernes bevægelser på selvstændighedsaksen og den forskellige vægt, partierne lægger på forskellige økonomiske spørgsmål, har der i selvstyretiden kun været ganske få partier, som det er umuligt at forestille sig i koalition med hinanden.

Som i andre parlamentariske systemer, hvor regeringen udspringer af den lovgivende forsamling, balancerer Inatsisartut mellem to roller i forhold til Naalakkersuisut: På den ene side er det nødvendigt, at Naalakkersuisut bliver bakket op af sit flertal i Inatsisartut, ellers ville der ikke blive gennemført nogen politiske beslutninger og vedtaget lovgivning. På den anden side skal Inatsisartut kontrollere, at Naalakkersuisut forvalter inden for rammerne af lovgivningen. Inatsisartut kan i sidste ende udtrykke mistillid til og dermed fjerne Naalakkersuisut, der ikke overholder loven.

I den første – politiske – rolle optræder medlemmerne primært som partimedlemmer og altså som enten opposition eller som regeringens parlamentariske grundlag. I den anden – kontrollerende – rolle optræder medlemmerne ideelt set primært som et samlet kontrolorgan over for regeringen. I praksis udspiller det politiske spil sig ofte mere komplekst: Naalakkersuisut er ikke enig med sit parlamentariske grundlag om den politiske linje. Eller inatsisartutmedlemmerne identificerer sig snarere som partisoldater end som kontrolorgan og rykker sammen om en minister, hvis forvaltning synes at være på kant med loven. Mistillidsforslag har periodevis været et ofte anvendt redskab, hvor oppositionen, samt til tider medlemmer af regeringspartier, har været uenige i den førte politik. Særligt i en række sager, der involverer misbrug af offentlige midler til personligt forbrug, har et antal medlemmer af Naalakkersuisut måttet gå af, direkte eller indirekte som resultat af parlamentarisk kontrolindsats. Valg i utide kan udskrives af et flertal af Inatsisartut ved lov. Den siddende formand for Naalakkersuisut kan kun udskrive valg, hvis et flertal i Inatsisartut har vedtaget at udtrykke mistillid til ham eller hende, eller ved lovforslag, der skal have flertal i parlamentet.

Såvel Inatsisartuts lovgivende som kontrollerende rolle udføres primært under samlingerne og i udvalg. Møder i salen holdes traditionelt under en forårssamling og en efterårssamling, hvor bl.a. Finansloven for det efterfølgende år vedtages. Der kan af forskellige årsager være behov for ekstraordinære samlinger.

Ifølge loven er Inatsisartut forpligtet til at nedsætte en række faste udvalg: Udvalget til Valgs Prøvelse, Lovudvalget, Finansudvalget, Revisionsudvalget samt Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Herudover nedsættes en række fagudvalg til på vegne af hele Inatsisartut og eventuelle ad hoc-udvalg at gå i dybden med sager på hvert deres område, eksempelvis til at følge arbejdet i Forfatningskommissionen. Partierne tildeles formelt udvalgsmedlemskaber forholdsmæssigt (efter d’Hondts metode), men i praksis kan partierne forhandle sig til pladser i de udvalg, de foretrækker.

Lovforslag behandles tre gange i plenum, hvor de ved de to første behandlinger kan henvises til behandling i et eller flere udvalg. Beslutningsforslag om andet end lovændringer behandles oftest to gange i salen og eventuelt i et udvalg. Vigtige eller kontroversielle sager forhandles ofte mellem et eller flere medlemmer af Naalakkersuisut direkte med støttepartiernes partigrupper ind imellem den formelle behandling. Større reformer forberedes ofte i kommissioner med repræsentation af interesseorganisationer og eksperter, der udfører et udredningsarbejde og/eller anbefalinger, ikke mindst hvis politisk uenighed gør det opportunt for regeringskoalitionen at sende sagen til hjørnespark.

Til at varetage vigtige dele af sin kontrolfunktion udpeger Inatsisartut en ombudsmand, som borgerne kan klage til over forvaltningens konkrete sagsbehandling og afgørelser. Inatsisartuts kontrol med landskassens udgifter sker gennem Revisionsudvalget, mens selve revisionen af landskassens regnskab varetages af et privat revisionsfirma. Den danske Rigsrevision beskæftiger sig generelt ikke med Selvstyrets økonomi, ud over at konstatere, om det danske bloktilskud er korrekt overført. Inatsisartut og udvalgene sekretariatsbetjenes af Inatsisartuts Bureau; herudover finansierer landskassen sekretariater for partigrupperne, ligesom der ydes tilskud til valgkampe. Der lyder jævnligt kritik fra inatsisartutudvalg af, at information fra Naalakkersuisut er mangelfuld og/ eller forsinket i forhold til såvel lovgivningsarbejdet som Inatsisartuts kontrolfunktioner.

En række forhold svækker kontinuiteten af særligt udvalgsarbejdet og, mere alvorligt, tilliden til det politiske arbejde. Hyppige koalitionsomdannelser udløser omkonstitueringer af udvalgene, hver gang et medlem af Inatsisartut udpeges til Naalakkersuisoq. På samme måde udløses en »stoleleg«, når en politiker skifter fra et parti til et andet. Eksempelvis hoppede et medlem af Naleraq i 2018 til Siumut ganske få uger efter valget. Inden samme valg havde Atassut mistet begge sine mandater ved partihop, så partiet måtte indsamle underskrifter for at blive opstillingsberettiget på ny. Hyppigheden af sådanne partihop i Inatsisartut og kommunalpolitik har ledt til forslag om, at et mandat fastlåses til parti og ikke enkeltpolitikere. På samme måde er »dobbeltmandater« et løbende tema i flere partier: Er det en styrke for det politiske arbejde, at et inatsisartutmedlem samtidig sidder i Folketinget eller en kommunalbestyrelse, eller er det uoverkommeligt at passe arbejdet forsvarligt? De to problematikker sammenfiltres, når et dobbeltmandat sikrer mod, at en partihopper overtager pladsen som suppleant.

Tonen i den offentlige politiske debat i Grønland kan være hård, både på sociale medier og i kommentarsporet på mediernes onlineartikler, men også ved debatter i Inatsisartut. En række medlemmer af Naalakkersuisut og partiformænd har været sygemeldte med stress. Flere markante profiler har forladt politik med henvisning til de personlige omkostninger. Samtidig er der i det grønlandske samfund efterspørgsel på lokalt talent, der gør det nemt for særligt yngre og veluddannede at skifte karrierespor fra politik.

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

• Selvstyrets økonomi og forvaltning
• Grønlands vej til selvstyre
• Kommuners opgaver
• Rigsfællesskabet og den danske stat
• De fem storkommuner

Læs også om

• Grønlands befolkning
• Grønlands boliger
• Uddannelse i Grønland
• Sundhed og omsorg i Grønland
• Grønlands infrastruktur
• Erhverv og arbejdsmarked i Grønland

Se alle artikler om Politik og planer