Selvstyrets økonomi og forvaltning (Grønland)

Ulemper ved ødriftssamfundet og velfærdsambitioner giver Grønland en stor offentlig sektor med en række planøkonomiske træk. Det er der flere grunde til. Selvstyrets opgave er at drive en velfærdsstat, delvis arvet fra den danske model, for en meget lille befolkning spredt over et meget stort område.

Ødriftsulemperne bliver i vid udstrækning primært aktuelle pga. Selvstyrets ambitioner. Velfærd, bosætningsmønster og selvstyre er betingelser for Selvstyrets opgaveløsning, givne af vælgerbefolkningen. I forhold til den offentlige sektors størrelse står derfor to veje frem: at udvikle erhvervslivet og prioritere serviceniveauet på forskellige områder, så indtægter og udgifter kan mødes. Og at indrette forvaltningen og organiseringen af den offentlige sektor mest effektivt i forhold til samfundets behov og forudsætninger. Her har den politiske opmærksomhed ofte været rettet imod uhensigtsmæssige strukturer overtaget med hjemtagelserne fra den danske koloniadministration.

De samlede offentlige udgifter udgør ca. 60 % af BNP, og ca. 40 % af alle beskæftigede er ansat i den offentlige sektor, her medregnet forvaltning, undervisnings-, sundheds- og socialsektoren samt institutioner. I alt arbejder knap 19.000 i den offentlige sektor. Medregner man kun fuldtidsansatte, var der i 2019 godt 11.000 fuldtidsbeskæftigede i det offentlige, heraf lidt over 4.000 fuldtidsbeskæftigede i Selvstyret og godt 6.800 i kommunerne.

For så vidt angår Selvstyrets økonomi i snæver forstand, har økonomer udpeget et »dødens gab« mellem udviklingen i landskassens indtægter og udgifter, drevet af på den ene side usikkerhed om indtægtskilderne og på den anden side øget efterspørgsel efter velfærdsydelser. Udgifterne vil ifølge Grønlands Økonomiske Råd alt andet lige stige svarende til 5-6 procentpoint af bruttonationalproduktet i takt med et stigende antal af ældre i befolkningen. Der er dog usikkerhed omkring, hvorvidt kommende generationer i kraft af bedre helbred vil arbejde længere ind i alderdommen, samt om hvor stor en del af de mest plejekrævende ældre, der vil foretrække en alderdom i Danmark. Pensionsalderen var frem til og med 2008 63 år, i 2009 var den 64, år og i 2010 var den oppe på 65 år. I 2017 hævedes pensionsalderen til 66 år og i 2021 til 67 år.

De offentlige indtægter følger konjunkturerne, især i fiskeriet. Bloktilskuddet på knap 4 mia. kr. og andre udgifter afholdt direkte af den danske stat gør, at både private og særligt offentlige indkomster og forbrugsmuligheder er større end det, der er frembragt gennem hjemlig produktion af varer og tjenester. Ligeledes er den grønlandske økonomi i forhold til mange andre lande mindre truet af fx finanskriser og pandemier, da bloktilskuddet fungerer som en stødpude i forhold til eksterne økonomiske chok samt som sikkerhedsnet i forhold til international låntagning.

Som under Hjemmestyreloven bliver bloktilskuddet løbende reguleret i overensstemmelse med prisudviklingen i Danmark, men under Selvstyreloven følger der ikke øget bloktilskud med ved overtagelse af nye sagsområder fra staten. Eventuelle indtægter fra råstofområdet (virksomhedsskatter, royalties mv.), der overstiger 75 mio. kr., deles ligeligt mellem Selvstyret og staten, ved at bloktilskuddet reduceres med statens andel. Ud over indtægter fra skatter og afgifter har landskassen indtægter i form af udbytte fra selvstyreejede selskaber, hvis overskud imidlertid kan være genereret af offentligt betalte servicekontrakter eller politisk godkendte takster/priser.

Der har makroøkonomisk set i de senere år været højkonjunktur, primært pga. favorable fiskepriser til eksport, der udgør mere end 90 % af den samlede eksport. Det har betydet en styrkelse af de offentlige indtægter og overskud på de offentlige finanser.

En sammenligning af erhvervenes andel af den samlede produktion i 2020 viser, at erhvervet »offentlige og personlige tjenester«, der består af produktion af offentlige serviceydelser vedr. administration, sundhed og undervisning mm., er det største erhverv og udgør knap en tredjedel af samfundets produktion. Fiskeri, fangst og industri (inkl. fiskeindustriens fabriksanlæg) står tilsammen for henved 20 % af produktionen, og erhvervet bygge og anlægsvirksomhed udgør ca. 14 % af den samlede produktion og er dermed det tredjestørste erhverv.

For så vidt angår den offentlige sektor i bredere forstand, er det et tilbagevendende ønske fra bl.a. politikere, Grønlands Erhverv og Økonomisk Råd, at den slankes. Et centralt argument er, at øget effektivitet i den offentlige sektor vil frigøre arbejdskraft og dermed mulighederne for at udvikle andre erhverv. For at blive mindre afhængig af overførsler udefra og fluktuationer i bestande, kvoter og markedspriser i fiskeriet arbejdes der på en diversificering af økonomien, primært ved at fremme minedrift og turisme.