Flora og fauna i Grønlands ferske vande

Fødekæden i grønlandske søer er kort og består af en græsser-fødekæde, hvor planteplankton bliver spist af dyreplankton (dafnier og copepoder), som selv er føde for invertebrater (fx billelarver) og fisk. Dertil kommer en nedbryderkæde, hvor de organiske stoffer produceret af alger og fra dyr, som spiser alger eller hinanden, fortæres af bakterier. Nedbryderne selv ædes af encellede dyr (protozoer), der igen ender som føde for dafnier og copepoder. Derved sluttes ringen, og kun en lille del af produktionen ender på bunden. Alligevel findes også på bunden en aktiv fødekæde, der omfatter bakterier, encellede organismer, myggelarver, fluer og biller samt damrokker, en ældgammel art af krebsdyr, som lever af det materiale, der synker ned.

Den vigtigste bestanddel i søbunden er dog de såkaldte »algemåtter«, som er millimetertykke sammenvoksede lag af alger og bakterier. Algemåtterne kan dække store områder af søbunden. En vigtig komponent i måtterne er trådformede blågrønalger, som er i stand til at binde kvælstof, hvilket har en stor betydning i et ellers kvælstoffattigt miljø.

En anden blågrønalgegruppe, som tilhører slægten Nostoc, former kugleformede kolonier, der kan opnå en betragtelig størrelse. De betegnes populært som søtomater og kan opnå en betragtelig alder, fordi de vokser langsomt og ikke har nogen fjender. Derimod udnyttes algemåtterne som føde af de bundlevende dyr, men faktisk også af dyreplanktonarterne fra vandmassen, som får et værdifuldt fødetilskud på søbunden ved at »græsse« på overfladen af måtten.

Damrokken (Lepidurus arcticus) er et interessant dyr, fordi den er så veltilpasset et arktisk liv. Den bevæger sig rundt i både vandmassen og på bunden. Den er altædende og går ikke af vejen for at æde en af sine egne artsfæller.

I vandløbene er der ofte ikke grobund for ret mange typer af organismer, fordi der gennem sæsonen er store forskelle i strømhastigheden. Om foråret er der fart på vandet, hvilket gør det vanskeligt for dyr og planter at finde et stabilt levested. Alligevel finder man larver af myg og fluer i bundlaget og på undersiden af sten. De bundlevende organismer i søer, damme og vandløb er vigtige fødeemner for fisk, og når vandlevende stadier af myggelarver og andre insekter klækker til flyvende voksenstadier, er det føde for mange fuglearter.

Mosser ses hyppigt på bunden af søer, damme og vandløb med klart vand, men der er ikke mange arter af egentlige vandplanter i Grønland, og ofte er det kun nogle få arter, der dominerer en sø. De fleste vandplanter, bortset fra mosserne, har flydeblade eller andre former for luftblade. Det forøger optaget af kulstof fra luften, da ferskvand i Grønland er meget fattigt på bikarbonat, som er planters kulstofkilde. De hyppigste arter er vandaks (Potamogeton sp.), vandspir (Hippuris vulgaris), vandstjerne (Callictriche sp.) og pindsvineknop (Sparganium sp.). I den nordligste del af landet er det oftest kun mosser, man finder.

Fjeldørreden (Salvelinus alpinus) er Grønlands mest udbredte ferskvandsfisk. Dens levested er søer med en vanddybde på mere end 4-5 m, da islaget ellers ikke giver nok plads og især ikke ilt nok for fiskene til at overleve. Det er ikke usædvanligt, at fjeldørreden findes i flere variationer i samme sø. Der kan både være en vandrende bestand, hvis der er adgang til havet via en elv, og en stationær bestand, som igen kan bestå af to former. Den vandrende type kan blive op til 60- 70 cm og tilbringer flere måneder i havet, hvor den æder en masse føde, så den kan svømme tilbage til søen, hvor den oprindelig kom fra, for at gyde.

De to typer, der ikke vandrer, er kortere og tyndere, hvilket kommer tydeligst til udtryk i dværgformen, som bare er omkring 15-17 cm, når de er kønsmodne. Det er de knappe føderessourcer i søerne, der skaber disse forskellige former.

Selvom der ofte er sparsom forekomst af fjeldørreder, så har de stor indflydelse på søernes mængde og sammensætning af dyreplankton og damrokker. Det er som hovedregel en enten-eller-situation. Når der er fjeldørred til stede, findes ingen store dafnier og kun meget få og små damrokker.

Laks (Salmo salar) er udbredt i havet omkring Grønland, men yngler kun i elven ved Kapisillit – der på grønlandsk betyder laks – inderst i Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden). Laksen her har formentlig været isoleret i mange tusinde år og er genetisk helt unik. I modsætning til fjeldørred kræver laksens æg relativt høje temperaturer for at udvikles. I elvsystemet ved Kapisillit er der indskudt en række lavvandede små søer, som relativt let varmes op af Solen om sommeren, og det er formentlig forklaringen på laksens forekomst netop i dette område.

Fugle knyttet til ferskvandssystemerne omfatter især gæs, som bruger søer og deltaområder i den periode, de tilbringer i Grønland for at yngle og skifte fjer. I visse områder kan der være så mange gæs, at det reducerer vegetationsdækket, og samtidig tilføres næringsstoffer via gåseekskrementer til søerne. Andre almindelige fuglearter ved søer er islom, hvinand og thorshane, som oftest med bare et par pr. sø.

Læs mere om natur og landskab i Grønland

Læs videre om

• Flora og fauna på land
• Grønlands marine biodiversitet

Læs også om

• Grønlands ferske vande
• Grønlands kyster
• Havene omkring Grønland
• Grønlands fjorde

Se alle artikler om Biodiversitet og naturforvaltning