Herrnhuterne anlagde deres første og største missionsstation i Grønland, Neuherrnhut, 2 km syd for statsmissionens koloni Godthåb (Nuuk). Her ses traditionelle grønlandske tørvehuse med importerede europæiske vinduer og skorstene tæt på missionsstationen længst til venstre i billedet. Litografi af Lars Møller efter akvarel af H. Rink, 1863.

.
Den katolske menighed i Grønland hører organisatorisk under det katolske bispedømme i København. Dens eneste kirkebygning i Grønland er Krist Konge Kirke i Nuuk, som er et vigtigt kirkeligt og socialt mødested for den voksende udenlandske befolkning af især filippinsk herkomst. Der afholdes også af og til katolske messer i andre byer
.

Med grundlovsændringen i 1953 kom der religionsfrihed i Grønland, og en række kristne og ikke-kristne trossamfund uden for folkekirken dukkede op. Nogle af dem forsvandt igen.

Den katolske kirke

Katolsk kristendom kom omkring 980 til Grønland med de islandsktalende nordboere, der forsvandt i løbet af 1400-tallet. I nyere tid drev katolikkerne missionsvirksomhed fra 1930’erne, og i 1972 kunne de indvie deres kirkebygning i Nuuk, Krist Konge Kirke. Der er ca. 300 katolikker i landet, hvoraf mere end 80 % er af filippinsk herkomst.

Pinsekirken

Siden 1953 har evangeliske frikirker arbejdet i Grønland, først og fremmest Det Danske Missionsforbund, Apostolsk Kirke og pinsemenigheder i Danmark, Norge og Sverige. Disse tre trosretninger slog sig sammen i 2000 under navnet Inuunerup Nutaap Oqaluffia (Det Nye Livs Kirke), som i dag er en pinsekirke med ca. 13 menigheder rundtomkring i Grønland med ca. 500 tilhængere.

Den Evangelisk Kristne Menighed

Dette trossamfund blev etableret i Nuuk i 1970 af missionærer fra Færøernes største frikirke, Brøðrasamkoman, der har rødder i den britiske vækkelsesbevægelse The Plymouth Brethren. Menigheden, der er kendt for deres missionshus Ebenezer, købte i 2021 en større bygning i Nuuk, som blev navngivet Naalakkap Jiisusip Oqaluffia (Herren Jesu Kirke). Ud over de kirkelige aktiviteter har Den Evangelisk Kristne Menighed siden 1975 til glæde for mange børnefamilier drevet sommerlejren Naalersitaq i bunden af Ameralikfjorden. Menigheden støttes økonomisk af trosfæller på Færøerne og driver også missionsvirksomhed andre steder i Grønland. Menigheden har ca. 100 tilhængere.

Baptistkirken

En baptistpræst fra Independent Baptists i USA har siden 2007 drevet missionsvirksomhed i Ilulissat. I dag er der en kirkebygning og en lille menighed, Ilulissani Baptistit Oqaluffiat (Baptisternes Kirke i Ilulissat), der understøttes økonomisk af en gruppe amerikanske baptistkirker.

Frelsens Hær

Frelsens Hær påbegyndte deres virksomhed i Nuuk i 2013. Ud over de kirkelige aktiviteter driver bevægelsen en omfattende social virksomhed.

Syvende Dags Adventistkirken

Syvende Dags Adventistkirken opførte en kirkebygning i Nuuk i 1958 og drev sin mangeartede virksomhed frem til 1992, bl.a. Skodsborgklinikken, hvor man tilbød fysioterapi i samklang med trossamfundets religiøse idealer. Da Hjemmestyrets samarbejde med denne klinik ophørte, bortfaldt bevægelsens økonomiske eksistensgrundlag. I dag er den forhenværende adventistkirke kunstmuseum

Den Nyapostolske Kirke

Den Nyapostolske Kirke etablerede sig fra 1989 i tre byer i Grønland. I dag har trossamfundet kun ganske få tilhængere; der holdes lejlighedsvis gudstjenester ved en tilrejsende præst fra Tyskland.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonkirken)

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige drev missionsvirksomhed i Grønland fra 1998, men stoppede deres aktiviteter i 2014.

Jehovas Vidner

Jehovas Vidner har været aktive i Grønland siden 1950’erne. Trossamfundet har i dag ca. 150 medlemmer og er repræsenteret med rigssale i fem byer.

Bahá’í

Trossamfundet Bahá’í kom til landet i 1950’erne og har i dag ca. 150 tilhængere fordelt på otte byer og bygder samt et forsamlingshus i Nuuk etableret i 1974.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Religion og trossamfund

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig