Bopladsen Qeqertasussuk blev benyttet året rundt den første periode af Saqqaq-kulturen, men i kulturens senere fase blev den kun brugt om sommeren. På Jens Rosings illustration ses en tegning af, hvordan livet på sommerbopladsen kunne have set ud.

.

Hans Lynge (1906-88) og Jens Rosing (1925-2008) adskiller sig fra tidligere grønlandske kunstnere ved, at de ikke var afhængige af gode forbindelser, fx kunne de selv skaffe materialer, og de kunne skabe den kunst, de ønskede. Begge var akademiuddannede, og kunsten var deres eneste erhverv.

Med inspiration fra faderen, Niels Lynge, var Hans Lynges afsæt naturromantikken. I hans værker ses tydelige penselstrøg, store farveflader og abstraktion. Motiverne er ofte natur, mennesker, sagn og myter, men i modsætning til tidligere står værkerne mere som refleksioner og erindringer end som egentlige fortællinger. Lynge yndede at hente inspiration uden for Grønland, og grønlandske kunstnere befinder sig stadig i dette spændingsfelt mellem det lokale og det internationale.

Lynge og Rosings professionalisering åbnede op for kunstudsmykningsopgaver, bogillustrationer og udstillinger. Det blev begyndelsen på en national opmærksomhed omkring den grønlandske kunst, hvilket bl.a. affødte et ønske om at professionalisere den yderligere. Der blev sat fokus på værdien af eget miljø kontra at blive oplært i den europæiske tankegang og udtryksmåde, som man mødte på udenlandske akademier.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Billedkunst og kunsthåndværk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig