Nanortalik

Storisen giver gode fangstmuligheder, og distriktet har været forholdsvis tæt beboet med mange bopladser for såvel inuit som nordboere. I 1797 blev der anlagt et handelssted for at øge indhandlingen af grønlandske produkter.

Fra slutningen af 1800-tallet blev fangstgrundlaget undermineret af canadiernes massive sælfangst på bankerne ved Newfoundland og nordmændenes intensive sælfangst i storisen langs østkysten. Det medførte i begyndelsen af 1900-tallet sult og fattigdom specielt i distriktets sydligste del.

For at imødegå det støttede Grønlands Styrelse under den danske stat fra begyndelsen af 1900-tallet en gradvis omstilling fra fangst til torskefiskeri, og det løftede efterhånden distriktet ud af fattigdom. Men storisen umuliggjorde jævnligt fiskeri i distriktets sydligste del og medførte en delvis flytning mod nord, primært til Nanortalik.

Med efterkrigstidens afkolonisering blev Nanortalik i 1950 en selvstændig kommune, men problemerne med storisen betød færre investeringer i indhandling og infrastruktur end i åbentvandsbyerne.

Siden torskefiskeriets kollaps omkring 1990 har Nanortalik og bygderne været præget af manglende erhvervsgrundlag, arbejdsløshed og sociale problemer. Bygdebefolkningen søgte mod Nanortalik, der voksede til 1.564 indbyggere i 1995. Siden er byen gradvis blevet affolket, en proces, der accelererede med kommunesammenlægningen i 2009, hvor en række administrative opgaver blev flyttet til Qaqortoq.

Området omkring byen er karakteriseret af høje, stejle fjelde og grønne dale, mens distriktet længere mod nord gradvis går over til lavere og isskurede fjelde. Nær enkelte af distriktets bygder findes der fåreholdersteder, og ikke langt fra Nanortalik ligger landets eneste naturlige skov med flere meter høje pil og birk, ligesom der er plantet nåletræsskov.

Lavtryk forårsaget af mødet mellem den kolde Irmingerstrøm (Polarstrøm) og den varme Golfstrøm ved Uummannarsuaq giver et klima med meget nedbør og kraftige storme, hvor gennemsnitstemperaturen er noget lavere end i fjordsystemerne ved Qaqortoq og Narsaq.

Byen ligger på en flad halvø og består af enfamilieshuse, rækkehuse og i mindre omfang etageejendomme. Vandforsyningsnettet dækker stort set hele byen, men kvaliteten af vandet fra søen i byen er periodisk udfordret, særligt efter forårstøbrud og kraftige regnskyl. Centrale dele af byen er kloakerede, mens mindre bydele i syd, øst og vest benytter tørkloset og natrenovation.

Royal Arctic Line har ugentligt godstransport til byen og Disko Line ugentligt passagersejlads til bygderne og Qaqortoq. Aflysninger på grund af storis sker ofte. Air Greenland har helikopterforbindelse til Qaqortoq tre-fire gange om ugen og til Narsarsuaq et par gange om ugen.

Der er indkvarteringsmuligheder, herunder Hotel Kap Farvel og et vandrehjem, og byen har et supermarked, nogle mindre butikker og et lille sygehus. Folkeskolen kan afsluttes fra byens eneste skole. Ungdoms- og videregående uddannelser tages i andre byer.

Knap halvdelen af de beskæftigede arbejder inden for offentlig forvaltning og service, herunder uddannelse og sundhed, og en sjettedel inden for fiskeri og fiskeforarbejdning. Arctic Prime Fisheries’ fabrik beskæftiger op til 15 medarbejdere, og der indhandles primært torsk, størstedelen fra det udenskærs fiskeri, og andre arter som hellefisk, stenbider, rødfisk og havkat. Guldminen i Nalunaq (Kirkespirdalen) bidrager, når den er i drift, med arbejdspladser til byen. Der er arbejdspladser inden for handel og en række mindre brancher som bygge og anlæg. Hotel og restauration beskæftigede i 2019 ca. 30 medarbejdere.

Der er store potentialer for turisme i distriktet med de stejle fjelde, grønne dale, fåreholdersteder, storis og isfjelde, og der kommer allerede en del klatre- og kajakturister.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Kommune Kujalleq
• Nanortalik Museum
• Narsaq
• Narsarsuaq
• Qaqortoq

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne