Kalaallit Nunaanni Teknikimik Ilinniarfik (KTI), også kaldet Tech College Greenland, med Råstofskolen i baggrunden. På KTI’s afdelinger i hhv. Sisimiut og Nuuk går der tilsammen ca. 650 elever.

.

Erhvervsuddannelserne i Grønland er en praktisk uddannelse, der retter sig mod et bestemt erhverv. Det kan fx være håndværksmæssige, kontor- eller maritime erhverv. I Grønland udbydes i alt 67 forskellige erhvervsuddannelser.

Gennemsnitsalderen ved gennemførelse var i 2019 på 30 år. Kendetegnet ved disse uddannelser er, at de er vekseluddannelser, altså at der skiftes mellem skoleophold og praktikforløb. En stor del af uddannelserne kan færdiggøres i Grønland, men der er også uddannelser, som kræver skoleophold i Danmark.

Erhvervsuddannelserne spænder bredt i forhold til normeret studietid, og statistikken er derfor opdelt i korte erhvervsuddannelser, som varer fra ca. et halvt år til to år, og almene erhvervsuddannelser, som varer min. to år. 63% af de studerende, som i 2015 begyndte på en kort erhvervsuddannelse, havde gennemført uddannelsen inden for to år. Efter endnu to år havde 65% gennemført uddannelsen.

På de almene erhvervsuddannelser, som varer min. to år, er gennemførelsesprocenten lavere. Inden for fire år havde 36 % gennemført den uddannelse, de begyndte på i 2012. Efter seks år havde 42 % gennemført uddannelsen. Udviklingen i antal studerende har været stigende, med 566 påbegyndte forløb i 2005 og 795 i 2019. I 2005 var der 269, der blev færdige med en erhvervsuddannelse; i 2019 var det steget til 449.

De håndværksmæssige uddannelser er samlet på Kalaallit Nunaanni Teknikimik Ilinniarfik (KTI) med hovedkontor i Sisimiut, hvor også bygge- og anlægsuddannelserne Sanaartornermik Ilinniarfik og råstofskolen Aatsitassarsiornermik Ilinniarfik har hjemme, mens jern og metalundervisningen afvikles ved Saviminilerinermik Ilinniarfik i Nuuk.

Handelsskolen Niuernermik Ilinniarfik har afdelinger i Nuuk og Qaqortoq, og tilsvarende har Imarsiornermik Ilinniarfik (Grønlands Maritime Center) afdelinger i Nuuk og Paamiut, mens levnedsmiddeluddannelserne er samlet ved INUILI i Narsaq.

Videre læsning

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

Læs også

Se alle artikler om Uddannelse, sundhed og omsorg

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig