Mumierne fra Qilakitsoq, Pisissarfik og Uunartoq

Qilakitsoqmumierne fra Uummannaqområdet i Nordvestgrønland er dateret til 1475. To stendækkede grave med mumificerede lig blev i 1972 fundet af jægere, og i 1978 foretog Grønlands Nationalmuseum en udgravning af otte gravlagte mennesker – seks kvinder og to børn på omkring seks måneder og fire år. De mumificerede kvinder og børn er alle blevet begravet med ekstra klæder, ekstra skind og gravgaver. I alt er der 78 klædestykker, og fundet giver et sjældent indblik i, hvordan livet var på det sted og i den tid, de levede.

Den typiske påklædning bestod af en inderanorak af fugleskind, hvor fjerene var vendt ind mod kroppen, og kanterne var syet med rensdyrskind. Yderanorakken kunne være af enten sælskind eller rensdyrskind, og her var pelssiden vendt udad. Både inder- og yderanorakken havde hætter. Bukserne var enten lårkorte eller gik ned til knæet og var lavet af sæl- eller rensdyrskind.

Kamikkerne var lavet af afhåret sælskind, og under disse bar de strømper lavet af sæl- eller rensdyrskind. For komfort og varme var den nederste del af kamikken foret med græs.

Dragten var æstetisk med symmetriske mønstre skabt ved brug af mørkt og lyst skind.

De fire mumier fundet ved Pisissarfik i Nuuk Fjord er estimeret til at være begravet i 1600-tallet. Iblandt disse fire var to spædbørn. Uunartoqmumierne fra Sydgrønland er dateret til 1500-tallet. Blandt et ukendt antal mumier var der her tre spædbørn. Sammen med de to børn fra Qilakitsoq giver de et sjældent indblik i den barneverden, som kan være svær at tolke arkæologisk.

Spædbarnet fra Qilakitsoq var iklædt en sælskindsanorak med en tæt tilpasset hætte og bukser med integrerede fødder. Den fireårige dreng var iklædt inder- og yderanorak, bukser, strømper og kamikker – alt lavet i sælskind. Bukserne var syet med store sting og mange knuder, og kamikkerne, om end vellavede, havde mange lapper under sålen og ridser på benene. Slidmærkerne vidner om en livlig barndom, strømpernes høje kvalitet og ornamentikken på yderanorakken er et billede på en mors kærlighed.

De i alt seks mumificerede spædbørn, adskilt i tid og rum langs den grønlandske vestkyst, fortæller både om den høje børnedødelighed og om den pleje og omsorg, spædbørnene modtog i deres korte liv. Deres klæder viser, at forskellene i mands- og kvindedragter først får en betydning senere i livet.

Selv om kvinderne var garvede syersker, har arbejdet med at sy senetråd gennem skind været hårdt, og især om vinteren har det dårlige lys fra en spæklampe krævet koncentration og præcision. Ornamentikken på tøjet tillægges derfor en større funktion end ren æstetik – formentlig har den haft en symbolsk betydning.

De fem ældste kvinder fra graven ved Qilakitsoq havde næsten ens stregtatoveringer i panden, og det er endnu uvist, om kvinderne fra Pisissarfik og Uunartoq er tatoverede, da mumierne endnu ikke er undersøgt herfor. Dog er det meget sandsynligt, at også disse kvinder har haft ansigtstatoveringer, da historiske kilder fortæller om traditionen fra begyndelsen af 1600-tallet og frem til koloniseringen i 1721 på vestkysten og frem til 1895 på østkysten.

Tatoveringerne kan, sammen med mønstrene på klædedragterne, tolkes som et visuelt sprog med en beskyttende funktion. Mange af de samme mønstre går igen på jagtredskaber og jagtscenen indridset på hvalrostanden fra Nuulliit.

Læs mere om Grønlands historie

Læs videre om

• Grønlands traditioner og fortællinger
• Inuitiske fortællinger og traditioner
• Fire grønlandske fortællinger illustreret af Aron fra Kaneq
• Inuitkulturen – før-kolonitid

Læs også om

• Palæo-inuit
• Nordboerne
• Kolonitiden frem til krigsårene i Grønland
• Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland

Se alle artikler om Historie